Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistik.
Agnes Tassy
39 17 31 44

ata@dst.dk

Hent som PDF

Livemusik

Antal publikummer, koncerter og koncertarrangører estimeres på baggrund af flere datakilder, herunder faktureringsdata for afholdelse af livekoncerter. Dette giver ikke det eksakte antal publikummer og koncerter, men vurderes at give et retvisende billede af faktiske omfang. Statistikken er stadig under udvikling, hvorfor der vil ske mindre revisioner af de publicerede oplysninger de første udgivelsesår. Der arbejdes løbende på at sikre en høj kvalitet.

Samlet præcision

Der sker en vis undervurdering af antal publikummer og afholdte koncerter og koncertarrangører, da de er estimeret på basis af data, som både indeholder koncerter, der er afholdt i løbet af det kalenderår som er tællingsåret, og koncerter, der er afholdt andre år. Beregninger på baggrund af datagrundlaget for 2018 og 2019 viser, at undervurderingen for både afholdte koncerter og publikummer i 2018 var mindre end 1 pct.

Nogle koncerter kan mangle, da det ikke er muligt at kvantificere, hvorvidt musikerne reelt honoreres for deres optræden. Til gengæld betyder antagelsen om, at alle festivalgæster deltager i alle koncerter, at antallet af publikummer overvurderes, men det er uvist hvor meget.

Statistikkens præcision kan vurderes ved at sammenligne udvalgte resultater fra undersøgelsen med relevante data fra øvrige statistikker. For eksempel er der en overordnet overensstemmelse mellem antal festivalbesøgende i Kulturvaneundersøgelsen og estimeringen af antal festivalgæster i statistikken om livemusik.

Stikprøveusikkerhed

Ikke relevant for denne statistik.

Anden usikkerhed

Nogle af faktureringerne indeholder oplysninger om, hvor mange koncerter og publikummer faktureringen vedrører, og andre gør ikke. Antal publikummer til sidstnævnte koncerter estimeres derfor ved dividere den gennemsnitlige pris pr. publikum med det fakturerede beløb og er derfor forbundet med en vis usikkerhed, som på nuværende tidspunkt ikke er mulig at kvantificere. Derudover er der variationer i registreringspraksis for faktureringerne, hvilket kan være en kilde til yderligere usikkerhed.

En anden usikkerhed er, at der bruges data, som både indeholder koncerter, der er afholdt i tællingsåret, og koncerter, der er afholdt andre år, til at estimere antallet af afholdte koncerter i tællingsåret.

Nogle informationer om koncerter er ikke retvisende. Fx kan der være være en fakturering med et forkert beløb, der vil medføre et forkert estimat af antal publikummer. Fejlkontering af de organisationer, der faktureres rettighedsbeløbene, kan være en anden fejlkilde ligesom forkert branchekode i Firmastatistikken er en anden mulig kilde til fejl.

Statistikken bygger på følgende to modelantagelser, som begge er kilder til usikkerhed: Den ene antagelse er, at koncerter, der er faktureret for i løbet af et tællingsår, er et godt estimat for antallet af koncerter, der er afholdt i tællingsåret. Den anden antagelse er, at det er muligt at estimere antal publikummer ved at dividere den gennemsnitlige pris pr. publikum pr. koncert med det beløb, som koncertarrangøren skal betale til KODA for afholdelsen af koncerten.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.

Kvalitetssikring

Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.

Kvalitetsvurdering

Statistikkerne er baseret på centrale og kendte autoritative kilder, som er med til at sikre kvaliteten af resultaterne. Statistikken har en række fejlkilder, som er beskrevet under punkt. 5.3. Der er ikke foretaget en egentlig kvalitetsvurdering af statistikken slutresultater ud over den kvalitetssikring, som beskrives under datavalidering.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

Statistikken blev udarbejdet første gang for reference året 2018 og opgørelsesmetoden er stadig under udvikling. Danmarks statistik tager derfor forbehold for en fremtidig revision af resultaterne. Opgørelsesmetoden for beregning af publikum og koncerter er præciseret i forbindelse med offentliggørelsen af 2019 tallene. Det har medført mindre revisioner i statistikken for 2018. Dette skyldes blandt andet præcisering af kategoribeskrivelserne for koncertarrangører og musikforeninger, samt reviderede tal for enkelte musikfestivaler.