Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Flyrejsende i Danmark tager i stigende grad på mellemlange og lange flyrejser

Antallet af passagerer, som flyver fra danske lufthavne, er steget med 20 pct. på fire år. Og der har især været vækst på de lange og mellemlange flyruter.

9. januar 2020 kl. 8:00

Når danskere og andre rejsene tager flyet fra danske lufthavne, så går turen i stigende grad til destinationer, som ligger 2.001-3.000 km væk. Dette svarer omtrent til en rejse til yderkanten af Europa eller til Nordafrika og kan betegnes som en mellemlang flyrejse.

Denne type rejse tog 4,3 mio. flyrejsende på i 2018, hvor 3,2 mio. flyrejsende gjorde det samme i 2014. Det er en stigning på 35 pct.

Antal flypassagerer fra danske lufthavne og den procentvise vækst. 2014-2018

Flyrejser1

Anm: Afstande er opgjort i luftlinje

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på bagrund af persontransportstatistikken

Næsthøjeste vækst har der været i rejser, som går 3.001-5.000 km væk. Disse typer flyrejser er steget med 31 pct. på fire år. Eksempler på disse rejser kan være rejser til Mellemøsten og Asien indtil Kina og betegnes i denne artikel som lange flyrejser.

”Alle typer flyrejser – både de korte og de lange - har oplevet vækst i årene 2014-2018,” forklarer chefkonsulent ved Danmarks Statistik Peter Ottosen.

”Men væksten har været mindst i skalaens yderpunkter. Det er de mellemlange og lange rejser, som står for størstedelen af væksten.”

Lavest vækst blandt korte flyrejser

Den laveste vækst i perioden findes blandt de helt korte flyrejser på indtil 550 km. Antallet af disse er steget med 7 pct.

”Især de helt korte rejser på indtil 550 km har set mindre vækst end gennemsnittet,” forklarer chefkonsulent ved Danmarks Statistik Peter Ottosen.

”Disse udgør en type af flyrejser, som det da også er klart lettest at finde realistiske og mere klimavenlige alternativer til såsom fx bil, bus eller tog, og man kan spekulere i, om dette er årsagen til den relativt beskedne vækst."

 

Fakta: Danskere på ferierejse

  • Statistikken i denne artikel opgør alle flyrejsende fra danske lufthavne, og her kan altså være tale om danske samt udenlandske rejsende. 
  • I spørgeskemaundersøgelsen Ferie- og forretningsrejser spørger Danmarks Statistik specifikt danske ferierejsende om, hvilke transportmidler de benyttede på deres seneste ferie.
  • Denne undersøgelse viser, at når ferien går til udlandet, så vælger danskerne flyet på 81 pct. af rejserne og bilen på 15 pct. af rejserne. De resterende 4 pct. udgøres af busser, tog og skibe. 
  • Når ferien holdes i hjemlandet, vælger danskerne bilen på 71 pct. af rejserne og flyet på 16 pct. af rejserne. De resterende 13 pct. udgøres af busser, toge og skibe.
  • Kilde: Danmarks Statistik spørgeskemaundersøgelse Ferie- og forretningsrejser

 

Tabel: Flyrejser fra danske lufthavne, andele af alle rejser i procent. 2014 & 2018

 2014 2018
Indtil 550 km  21 19
551-1.000 km 39 38
1.001-2.000 km 18 19
 2.001-3.000 km 12 14
 3.001-5.000  5 6
 Over 5.000 km 4 4

Har du spørgsmål til tallene i denne artikel kan du kontakte chefkonsulent i Danmarks Statistik Peter Ottosen på tlf. 39 17 30 25, pot@dst.dk

Læs mere om danskernes ferievaner i artiklen Ældre holder ofte ferie i hjemlandet - og flyver mindre end gennemsnittet 

Læs mere om danskernes udgifter til ferie i artiklen Mænd bruger flere penge end kvinder, når de rejser på ferie

Læs mere om forretningsrejser i artiklen: Langt de fleste forretningsrejser foretages af mænd