Hver ottende har svært ved at få penge til at slå til
Levevilkårsundersøgelsen 2025
I 2025 havde 12 pct. af befolkningen svært eller meget svært ved at få pengene til at slå til. Det viser resultaterne fra Levevilkårsundersøgelsen 2025. At få pengene til at slå til er et af de fem økonomiske afsavn, der ligger bag indikatoren for økonomisk sårbarhed. Indikatoren er defineret ved, at en person oplever mindst tre ud af fem typer af økonomiske afsavn. 20 pct. havde ikke råd til en uforudset udgift på 10.000 kr., mens 14 pct. ikke havde råd til en uges årlig ferie væk fra hjemmet. 8 pct. havde ikke råd til bil, mens 6 pct. havde svært ved at betale deres regninger til tiden.
Tre ud af ti enlige med børn har ikke råd til en uges ferie væk fra hjemmet
I 2025 havde 29 pct. af husstandstypen enlig med mindst et hjemmeboende barn ikke råd til, at husstanden kunne tage på en uges årlig ferie væk fra hjemmet. Til sammenligning havde 10 pct. af par uden børn ikke råd, mens 9 pct. af par med mindst et hjemmeboende barn ikke havde råd. Blandt enkeltpersonershusstande var det 21 pct., der ikke havde råd til en uges årlig ferie væk fra hjemmet.
Økonomi og livstilfredshed følges ad
Personer fra husstande, der havde meget svært ved at få pengene til at slå til, havde i gennemsnit en livstilfredshed på 5,2 på en skala, hvor 0 er slet ikke tilfreds og 10 er fuldt ud tilfreds. Lidt højere gennemsnitlig livstilfredshed havde personer fra husstande med svært (6,2) eller lidt svært (7,2) ved at få pengene til at slå til. I den modsatte ende lå personer fra husstande, der havde meget let ved at få pengene til at slå til, med en gennemsnitlig livstilfredshed på 8,4. Personer fra husstande, der havde let ved at få pengene til at slå til, havde en gennemsnitlig livstilfredshed på 8,2, mens personer fra husstande med nogenlunde let ved at få pengene til at slå til havde 7,8 i gennemsnitlig livstilfredshed.
Nyt fra Danmarks Statistik
12. december 2025 - Nr. 357
Hent som PDF
Næste udgivelse: 16. december 2026
Kontakt
- Martin Faris Sawaed Nielsen, tlf. 23 69 90 67
- Daniel Freyr Gústafsson, tlf. 20 51 64 72
Kilder og metode
Statistikken bygger på interviews med husstande, hvor kun en af husstandens voksne medlemmer er blevet interviewet, men det antages, at svarene dækker alle husstandsmedlemmerne inkl. børnene. Undersøgelsen bygger på en stikprøve og er derfor behæftet med statistisk usikkerhed. Man skal derfor være varsom med fortolkning af små niveauforskelle, særligt hvis man betragter mindre undergrupper af befolkningen. Kun én af husstandens voksne er blevet interviewet, men på spørgsmål, der om¬handler husstanden, antages det, at svarene dækker alle husstandsmedlemmer inkl. børnene. Undersøgelsen bygger på en stikprøve og er derfor behæftet med statistisk usikkerhed. Man skal derfor være varsom med fortolkning af små niveauforskelle, særligt hvis man betragter mindre undergrupper af befolkningen. Undersøgel¬sen er en del af den fælles europæiske undersøgelse Statistics on Income and Living Conditions, SILC, der gennemføres i alle EU¿s medlemslande og i fx Norge og Schweiz. Formålet er bl.a. at belyse fattigdom og social udstødelse.