Gå til sidens indhold

Færre unge dømt for overtrædelse af straffeloven

Fødselsårgangenes kriminalitet 2024

Overordnet ses der en faldende tendens blandt de yngre fødselsårgange, hvor færre bliver dømt for overtrædelser af straffeloven. Denne udvikling gør sig også gældende for de 18-årige. Blandt fødselsårgangen 1985 havde 7 pct. fået en dom ved alderen 18 år. For 1995-årgangen var dette 5 pct. Den tilsvarende andel for fødselsårgangen født i 2005 er 3 pct. af årgangen, som havde fået en dom ved alderen 18 år. Blandt 1965-årgangen er der en højere andel, der har fået en dom for overtrædelse af straffeloven sammenlignet med de øvrige årgange. Andelen falder blandt de efterfølgende fødselsårgange for alle aldre. Dog afviger årgangene fra 1982 til 1990 fra den generelle udvikling ved at have en højere andel dømte for overtrædelse af straffeloven end tidligere årgange.

Kumuleret andel af fødselsårgangene med dom for overtrædelse af straffeloven. Efter alder ved første domKilde: www.statistikbanken.dk/straffo1

Frihedsstraf blandt unge har været stabilt siden 1997

Fødselsårgangene fra 1980'erne samt 1990'erne fik flere domme til frihedsstraf end både tidligere og senere årgange. Ved alderen 18 år havde 1985-årgangen fået 28 betingede og 10 ubetingede domme pr. 1.000 personer. De efterfølgende fødselsårgange har fortsat et lavere niveau af frihedsstraffe, selvom forskellen er begrænset sammenlignet med 1965-årgangen. Personer født i 2005 havde ved alderen 18 år, 14 betingede samt 4 ubetingede domme pr. 1.000 indbyggere.

Antal betingede og ubetingede domme for overtrædelse af straffeloven ved alderen 18 år. Efter fødselsårgangKilde: www.statistikbanken.dk/straffo4

De fleste domme er for ejendomsforbrydelser

De 18-årige får flest domme for ejendomsforbrydelser på tværs af alle fødselsårgange. Andelen har været faldende siden 1965. For mænd født i 1965 og 1975 var det omtrent 10 pct. af årgangen, der som 18-årig havde fået en dom for ejendomsforbrydelser. For årgang 1985 var andelen 9 pct., mens det var 5 pct. for årgang 1995. Blandt mænd født i 2005 blev 3 pct. dømt for ejendomsforbrydelser som 18-årig. Der er samtidig flere blandt 2005-årgangen, der bliver dømt for seksualforbrydelser som 18-årig end tidligere årgange. 0,5 pct. af 2005-årgangen blev dømt for seksualforbrydelser som 18-årig. For de andre generationer ligger andelen mellem 0,05-0,2 pct. Når det gælder voldsforbrydelser, var andelen højest blandt 18-årige mænd født i 1985, hvor den udgjorde 3 pct. Siden da er andelen af 18-årige mænd dømt for voldsforbrydelser faldet til ca. 2 pct. - et niveau, der dog stadig ligger over andelen af både 1975 og 1965-fødselsårgangene.

Domme ved alderen 18 år efter overtrædelsestype. Udvalgte fødselsårgange for mændKilde: www.statistikbanken.dk/straffo1

Nyt fra Danmarks Statistik

11. juni 2025 - Nr. 170

Hent som PDF
Næste udgivelse: 11. juni 2026

Kontakt

Statistik­dokumentation