Lønningerne er steget 3,3 pct. det seneste år
28. november 2025
Lønningerne steg på tværs af alle sektorer med 3,3 pct. i tredje kvartal 2025 i forhold til tredje kvartal 2024. Den årlige lønudvikling var 0,1 procentpoint lavere i tredje kvartal sammenlignet med andet kvartal 2025, hvor den årlige lønudvikling var 3,4 pct.
Lønudvikling opgjort for sektorer
I sektoren virksomheder og organisationer, som primært består af private virksomheder, steg lønningerne med 3,1 pct. fra tredje kvartal 2024 til tredje kvartal 2025. I regionerne steg lønningerne med 5,2 pct. fra tredje kvartal 2024 til tredje kvartal 2025, og i kommunerne steg lønningerne med 4,2 pct. i samme periode. I staten (inkl. sociale kasser og fonde) steg lønningerne med 1,7 pct. fra tredje kvartal 2024 til tredje kvartal 2025.
Lønudvikling opgjort på brancher i den private sektor
I den private sektor havde branchen bygge og anlæg den største lønudvikling i tredje kvartal 2025 med en stigning på 4,0 pct. i forhold til tredje kvartal 2024. Den mindste årsstigning i den private sektor var i branchen finansiering og forsikring, hvor lønningerne steg 2,1 pct. det seneste år.
Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks for sektorer og brancher
|
2. kvt. 2025 |
3. kvt. 2025 |
|
pct. |
|
Sektorer i alt |
3,4 |
3,3 |
Virksomheder og organisationer i alt |
2,9 |
3,1 |
Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed |
2,6 |
3,3 |
Bygge og anlæg |
2,7 |
4,0 |
Handel og transport mv. |
3,4 |
3,4 |
Information og kommunikation |
2,9 |
2,4 |
Finansiering og forsikring |
2,7 |
2,1 |
Ejendomshandel og udlejning |
2,3 |
2,4 |
Erhvervsservice |
3,1 |
3,1 |
Undervisning og sundhed mv. |
3,1 |
3,1 |
Kultur, fritid og anden service |
2,2 |
3,0 |
Stat (inklusive sociale kasser og fonde) |
1,9 |
1,7 |
Regioner |
6,6 |
5,2 |
Kommuner |
5,0 |
4,2 |
Lønindeks 3. kvt. 2025
28. november 2025 - Nr. 334
Næste udgivelse: 27. februar 2026
Alle udgivelser i serien: Lønindeks
Kontakt
- Eva Borg, tlf. 24 78 53 57
- Sysette Holde Rasmussen, tlf. 40 27 21 96
Kilder og metode
Det standardberegnede lønindeks er kædeindeks af Laspeyres-typen, hvor den målte lønudvikling er opgjort på baggrund af en fast sammensætning af lønmodtagernes karakteristika baseret på sektor, branche, aflønningsform og arbejdsfunktion. Lønindekset belyser lønudviklingen for lønmodtagere i Danmark, så vidt muligt renset for ændringer i beskæftigelsessammensætningen på arbejdsmarkedet, fx forskydninger af lønmodtagere mellem brancher og/eller arbejdsfunktion. Betydningen af dette kan illustreres med et eksempel: Betragt en branche, hvor ufaglært arbejdskraft bliver udskiftet med faglært arbejdskraft, der alt andet lige er højere lønnet. Det betyder umiddelbart, at gennemsnitslønningerne i branchen stiger, men i det standardberegnede lønindeks vil denne ændring i beskæftigelsessammensætning ikke i sig selv give anledning til en højere indeksværdi, da lønudviklingen beregnes separat for hver af de to grupper, for derefter at blive vægtet sammen (med faste vægte). Populationen for indekset er ansættelsesforhold i Danmark, eksklusiv elever og unge under 18 år samt lønmodtagere i branchen Landbrug, skovbrug og fiskeri. Det standardberegnede lønindeks foreligger ikke i sæsonkorrigeret form.