Lønningerne er steget 4,8 pct. det seneste år
2. juni 2025
Lønningerne er steget med 4,8 pct. i første kvartal 2025 i forhold til første kvartal 2024. År-til-år lønstigningerne har ligget på 4,8 pct. de seneste tre kvartaler.
Lønudvikling opgjort for sektorer
I regionerne steg lønningerne med 8,0 pct. fra første kvartal 2024 til første kvartal 2025. I kommunerne steg lønningerne med 6,5 pct. og i staten (inklusiv sociale kasser og fonde) steg lønningerne med 6,2 pct. fra første kvartal 2024 til første kvartal 2025. I sektoren virksomheder og organisationer, som primært består af private virksomheder, steg lønningerne med 4,0 pct. i samme periode.
Lønudvikling opgjort på brancher i den private sektor
I den private sektor havde branchen undervisning og sundhed mv. den største lønudvikling i første kvartal 2025 med en stigning på 5,5 pct. i forhold til første kvartal 2024. Den mindste årsstigning i den private sektor var i branchen finansiering og forsikring, hvor lønningerne steg 3,3 pct. det seneste år.
Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks for sektorer og brancher
|
4. kvt. 2024 |
1. kvt. 2025 |
|
pct. |
|
Sektorer i alt |
4,8 |
4,8 |
Virksomheder og organisationer i alt |
4,2 |
4,0 |
Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed |
4,5 |
3,8 |
Bygge og anlæg |
4,3 |
4,0 |
Handel og transport mv. |
3,7 |
3,9 |
Information og kommunikation |
3,8 |
3,8 |
Finansiering og forsikring |
3,5 |
3,3 |
Ejendomshandel og udlejning |
4,0 |
4,4 |
Erhvervsservice |
4,2 |
4,1 |
Undervisning og sundhed mv. |
5,9 |
5,5 |
Kultur, fritid og anden service |
4,8 |
4,5 |
Stat (inklusive sociale kasser og fonde) |
6,3 |
6,2 |
Regioner |
7,3 |
8,0 |
Kommuner |
5,8 |
6,5 |
Særlige forhold ved denne offentliggørelse
Det implicitte lønindeks nedlægges i starten af 2026
Danmarks Statistik har besluttet at nedlægge det implicitte lønindeks i starten af 2026 med udgivelsen af indekset for fjerde kvartal 2025. I stedet skal man benytte sig af det standardberegnede lønindeks, som ligeledes belyser lønudviklingen for lønmodtagere. Det standardberegnede lønindeks offentliggøres i statistikbanktabellerne: www.statistikbanken.dk/sblon1 (efter branche, sektor og enhed) og www.statistikbanken.dk/sblon2 (efter arbejdsfunktion, sektor og enhed).
Nedlæggelsen af det implicitte lønindeks kommer ikke til at have betydning for det standardberegnede lønindeks, der fremover vil være det eneste lønindeks fra Danmarks Statistik. De historiske serier af det implicitte lønindeks vil fortsat kunne tilgås i Statistikbanken.
For at gøre overgangen til det standardberegnede lønindeks så gnidningsfri som muligt for brugerne, er der udarbejdet en guide til, hvordan man i praksis kan skifte fra det implicitte til det standardberegnede lønindeks. Se: Guide til skift mellem indeks.
Lønindeks 1. kvt. 2025
2. juni 2025 - Nr. 154
Næste udgivelse: 1. september 2025
Alle udgivelser i serien: Lønindeks
Kontakt
- Eva Borg, tlf. 24 78 53 57
- Sysette Holde Rasmussen, tlf. 40 27 21 96
Kilder og metode
Det standardberegnede lønindeks er kædeindeks af Laspeyres-typen, hvor den målte lønudvikling er opgjort på baggrund af en fast sammensætning af lønmodtagernes karakteristika baseret på sektor, branche, aflønningsform og arbejdsfunktion. Lønindekset belyser lønudviklingen for lønmodtagere i Danmark, så vidt muligt renset for ændringer i beskæftigelsessammensætningen på arbejdsmarkedet, fx forskydninger af lønmodtagere mellem brancher og/eller arbejdsfunktion. Betydningen af dette kan illustreres med et eksempel: Betragt en branche, hvor ufaglært arbejdskraft bliver udskiftet med faglært arbejdskraft, der alt andet lige er højere lønnet. Det betyder umiddelbart, at gennemsnitslønningerne i branchen stiger, men i det standardberegnede lønindeks vil denne ændring i beskæftigelsessammensætning ikke i sig selv give anledning til en højere indeksværdi, da lønudviklingen beregnes separat for hver af de to grupper, for derefter at blive vægtet sammen (med faste vægte). Populationen for indekset er ansættelsesforhold i Danmark, eksklusiv elever og unge under 18 år samt lønmodtagere i branchen Landbrug, skovbrug og fiskeri. Det standardberegnede lønindeks foreligger ikke i sæsonkorrigeret form.