Gå til sidens indhold

Prisstigning på boligmarkedet

Ejendomssalg (kvt.) 3. kvt. 2023

På landsplan er priserne på enfamiliehuse steget med 3,0 pct. fra andet til tredje kvartal 2023, når man ser på de sæsonkorrigerede tal. For ejerlejligheder var der tale om en prisstigning på 2,4 pct., mens priserne på sommerhuse steg med 1,0 pct., når der er korrigeret for sæsonudsving. Boligpriserne har samlet set været stigende i perioden 2012-2021, omend prisudviklingen på ejerlejligheder stagnerede i 2018-2019 og steg igen under COVID-19. I slutningen af 2022 faldt boligpriserne, men steg igen i 2023.

Prisindeks for enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse på landsplan, faktisk og sæsonkorrigeret*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej5 og ej12

Kun lejligheder er dyrere end før finanskrisen, når der korrigeres for inflation

Trods stigningerne i boligpriserne siden 2012, er det kun priserne på ejerlejligheder, der ligger over niveauet fra før finanskrisen, når man korrigerer for prisudviklingen i det samlede Forbrugerprisindeks. For ejerlejligheder er den reale pris 4,8 pct. højere i tredje kvartal 2023, end da priserne toppede i tredje kvartal 2006. For enfamiliehuse er den reale pris 9,3 pct. lavere i tredje kvartal 2023, end da priserne toppede i første kvartal 2007, mens den reale pris på sommerhuse er 15,5 pct. lavere i tredje kvartal 2023, end da priserne toppede i andet kvartal 2007.

Sæsonkorrigeret prisindeks i alm. fri handel korrigeret med Forbrugerprisindekset*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej12 og pris113

Højeste salg af enfamiliehuse i Region Hovedstaden i to år

Over hele landet har der været flere salg af enfamiliehuse i tredje kvartal 2023 end i de foregående kvartaler, når der er korrigeret for sæsonudsving. I Region Hovedstaden skal man tilbage til tredje kvartal 2021 for at finde et handelsniveau, der er højere end i tredje kvartal 2023. I Region Sjælland og Region Midtjylland skal man tilbage til andet kvartal 2022 for at finde et tilsvarende handelsniveau, mens man i Region Syddanmark og Region Nordjylland skal tilbage til tredje kvartal 2022 for at finde et tilsvarende handelsniveau. I forhold til den seneste top i første kvartal 2021, er handlen med enfamiliehuse på landsplan, faldet med 37,6 pct. i tredje kvartal 2023.

Sæsonkorrigeret antal salg af enfamiliehuse fordelt på regioner i alm. fri handel*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej12

Godt gang i salget af ejerlejligheder i de fleste regioner

På tværs af hele landet, har der været flere handler med ejerlejligheder i forhold til de foregående kvartaler, når man korrigerer for sæsonudsving. Eneste undtagelse er Region Syddanmark, hvor der blev handlet 4,5 pct. færre ejerlejligheder i tredje kvartal 2023 end i andet kvartal 2023. I Region Hovedstaden skal man tilbage til fjerede kvartal 2021 for at finde det seneste kvartal med flere handler med ejerlejligheder end i tredje kvartal 2023.

I Region Sjælland, Midtjylland og Nordjylland, skal man tilbage til 2022 for at finde et tilsvarende højt handelsniveau. I forhold til den seneste top i første kvartal 2021, er handlen med ejerlejligheder 35 pct. lavere på landsplan i tredje kvartal 2023.

Sæsonkorrigeret antal salg af ejerlejligheder fordelt på regioner i alm. fri handelKilde: www.statistikbanken.dk/ej12 og ejen77

Sommerhussalget steg de fleste steder i tredje kvartal 2023

I tredje kvartal 2023 blev der handlet flere sommerhuse i fire ud af fem regioner i forhold til andet kvartal 2023, når man korrigerer for sæsonudsving. Fra andet til tredje kvartal 2023 steg sommerhussalget med 9,6 pct. i Region Sjælland, 8,2 pct. i Region Nordjylland, 6,8 pct. i Region Syddanmark og 4,8 pct. i Region Midtjylland. Den eneste region, hvor sommerhussalget faldt var i Hovedstaden, hvor der blev solgt 7,9 pct. færre sommerhuse i tredje kvartal 2023 end i andet kvartal 2023.

I forhold til den seneste top i første kvartal 2021, er handlen med sommerhusene faldet med hele 64,6 pct. på landsplan i tredje kvartal 2023.

Sæsonkorrigeret antal salg af sommerhuse fordelt på regioner i alm. fri handelKilde: www.statistikbanken.dk/ej12 og ejen77

Nyt fra Danmarks Statistik

5. januar 2024 - Nr. 3

Hent som PDF
Næste udgivelse: 26. marts 2024

Kontakt

Kilder og metode

Prisudviklingen er beregnet ud fra forholdet mellem den officielle ejendomsvurdering og den faktiske købesum. Metoden er nærmere beskrevet i statistikdokumentationen og på emnesiden.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation