Anmeldelser om tyveri stiger fortsat
Kriminalitet (kvt.) 1. kvt. 2022
Antallet af anmeldte tyverier var i årets første kvartal fortsat stigende efter at have været faldende gennem en længere årrække. I første kvartal 2022 blev der anmeldt 21.000 tyverier, når der er korrigeret for sæsonudsving. Dette var en stigning på 9 pct. i forhold til forrige kvartal og hele 27 pct. i forhold til første kvartal 2021. Stigningen skyldtes særligt flere anmeldelser af lomme- og tasketyverier. Stigningen i lomme- og tasketyverier kom efter at have været den primære årsag til et stort fald af anmeldte tyverier i 2020, hvilket sandsynligvis hang sammen med restriktioner såsom afstandskrav og aflyste arrangementer grundet COVID-19. Men i takt med at restriktionerne blev fjernet har der været en stigning i anmeldte tyverier. Den faldende tendens siden 2017 kan i øvrigt formentlig forklares med indbrudsparagraffen § 276a, som trådte i kraft 1. januar 2018. Med denne paragraf registreres en række anmeldelser nu som indbrud, hvor det tidligere var tyveri.
Stigende antal anmeldte voldsforbrydelser
I årets første kvartal blev der i alt anmeldt 7.000 voldsforbrydelser, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det svarede til en stigning på 7 pct. i forhold til anmeldte voldsforbrydelser i forrige kvartal. Stigningen skyldtes særligt flere anmeldelser for vold mod privatperson, som omfatter simpel vold, alvorligere vold og særlig alvorlig vold og straffes efter §§ 244, 245 og 246 i straffeloven. Antallet af anmeldte voldsforbrydelser mod privatperson var ligesom tyverier markant lavere end normalt under COVID-19, men var i første kvartal tilbage til niveauet før COVID-19.
Også stigning i antal anmeldte indbrud
Antallet af anmeldte indbrud har været faldende de seneste år og dette på trods af indførelsen af den førnævnte indbrudsparagraf. Udviklingen har de seneste år ligeledes været påvirket af COVID-19-situtationen med fald og stigninger hen over kvartalerne. I første kvartal 2022 blev der anmeldt 7.400 indbrud i alt, når der er korrigeret for sæsonudsving. Dette svarede til en stigning på 7 pct. i forhold til forrige kvartal. Anmeldte indbrud i beboelser steg med 11 pct., og indbrud i forretning, virksomhed mv. steg med 10 pt. Anmeldte indbrud i ubeboede bebyggelser faldt med 2 pct. Ubeboede bebyggelser omfatter bl.a. kælder-, lofts- og pulterrum, fritids- og kolonihavehuse, garager samt udhuse.
Nyt fra Danmarks Statistik
22. april 2022 - Nr. 138
Hent som PDF
Næste udgivelse: 22. juli 2022
Kontakt
- Iben Pedersen, tlf. 23 60 37 11
- Jonas Ellemand, tlf. 24 90 74 98