Gå til sidens indhold

Rekordfå går direkte videre efter gymnasiet

Fra grundskole og gymnasiale uddannelser til fortsat uddannelse 2019

Andelen af studenter, der vælger at gå i gang med en ny uddannelse straks efter gymnasiet, falder støt. I 2019 var det kun 14 pct. af de 48.700 unge, som var i gang med en ny uddannelse tre måneder efter, de havde færdiggjort gymnasiet. Til sammenligning var det 15 pct. af studenterne, som gik direkte videre til et nyt studie i 2018 og 24 pct. fem år før.

I gang med en ny uddannelse tre måneder efter afsluttet gymnasial uddannelse fordelt på kønKilde: www.statistikbanken.dk/forlob15.

Kvinder udskyder studiestart i højere grad end mænd

Det er især mændene, som starter med det samme, mens kvinderne i lidt større grad udskyder studiestarten efter gymnasiet. I 2019 valgte 13 pct. af kvinderne at fortsætte direkte på en videregående uddannelse, mens det samme gjaldt for 15 pct. af mændene. For de tidligere årgange gælder det dog, at andelen af kvinder, der er i gang med en ny uddannelse er større, når man sammenligner to år efter gymnasiet blev færdiggjort. Det er derfor forventeligt, at kvinderne fra årgang 2019 i højere grad end mændene er i gang med et nyt studie, når de er færdige med at tage sabbatår.  

Studenter fra erhvervsrettede gymnasiale uddannelser er hurtigere i gang

Af de studenter, der i 2019 blev færdige med en erhvervsrettet gymnasial uddannelse, var 19 pct. i gang med en uddannelse tre måneder senere. Det samme gjorde sig gældende for 12 pct. af studenterne fra de alment gymnasiale uddannelser. Der har længe været en højere andel blandt studenter fra et erhvervsgymnasium, der starter direkte på en ny uddannelse, når man sammenligner med studenter fra det almene gymnasium. Forskellen bliver dog mindre og mindre. I 2009 var andelen der startede hurtigt på en ny uddannelse 100 pct. højere end det almene gymnasie, mens den i 2019 kun var 65 pct. højere.

I gang med en uddannelse tre måneder efter gymnasiet fordelt på gymnasial uddannelseKilde: www.statistikbanken.dk/forlob15.

Unge fra erhvervsgymnasierne vælger i højere grad EUD efter gennemførsel

De unge, som har valgt at tage en HTX eller en HHX på et erhvervsgymnasium, vælger i højere grad at tage en dobbelt ungdomsuddannelse. I 2019 var 23 pct. af dem, der valgte at starte direkte efter studenterhuen var i hus, i gang med en erhvervsuddannelse. Til sammenligning gjaldt det kun for 9 pct. af de unge, som havde gennemført en almen gymnasial uddannelse. Til gengæld vælger de unge, som har taget STX eller HF, at starte på en professionsuddannelse. Hele 35 pct. af dem var i gang med en uddannelse tre måneder efter gymnasiet, mens det kun gjaldt for 16 pct. af de unge med en erhvervsgymnasial uddannelse bag sig. Generelt gælder det dog for de hurtige startere, at den største del søger mod universitetet. I 2019 havde hhv. 45 og 44 pct. fra erhvervsgymnasierne og de almene gymnasier valgt at starte på en bachelor uddannelse.

Påbegyndt uddannelse tre måneder efter gymnasiet fordelt på uddannelsesniveauKilde: www.statistikbanken.dk/forlob15.

Nyt fra Danmarks Statistik

13. maj 2020 - Nr. 185

Hent som PDF
Næste udgivelse: 17. maj 2021

Kontakt

Kilder og metode

Danmarks Statistik offentliggør uddannelsesstatistikken fra og med 2015 ud fra en ny klassifikation - se www.dst.dk/disced-15.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation