Gå til sidens indhold

Udenlandsk ejerskab bag stor del af vareeksporten

Udenrigshandel efter virksomhedskarakteristika 2018

Udenlandsk ejede virksomheder i Danmark stod i 2018 bag 29 pct. af eksporten af varer, mens de stod for 15 pct. af den samlede eksport af tjenester. Det viser statistikken om udenrigshandel, når man ser på virksomhederne bag handlen.

Eksport af varer og tjenester fordelt efter virksomhedens ejerskab. 2018Kilde: www.statistikbanken.dk/dktec6 og www.statistikbanken.dk/dkstec2.

Udenlandsk bidrag til eksporten ses især inden for fremstilling af maskiner

Den samlede vareeksport er domineret af virksomheder inden for engrosbranchen samt fremstilling af fødevarer og maskiner. Blandt disse brancher er de udenlandsk ejede virksomheder bedst repræsenteret inden for fremstilling af maskiner. I 2018 stod de udenlandsk ejede virksomheder for 38 pct. af branchens eksport svarende til 4 pct. af den samlede danske vareeksport. De udenlandsk ejede virksomheder i engrosbranchen stod for 22 pct. af branchens eksport, hvilket svarer til 6 pct. af den samlede vareeksport. For tjenesteeksporten er det især transporttjenester, de udenlandsk ejede virksomheder udfører.

Vareeksporten for udvalgte brancher fordelt efter virksomhedens ejerskab. 2018Kilde: www.statistikbanken.dk/dktec6.

Udenlandsk ejede virksomheder står for over en tredjedel af vareimporten

Udenlandsk ejede virksomheder står for en større andel af den samlede import, end de gør for eksporten. Det gælder især, når det drejer sig om import af varer, hvor de udenlandsk ejede virksomheder i 2018 stod bag 36 pct. af den samlede vareimport. Det er, som for vareeksporten, engros- og detailhandelsbranchen samt fremstilling af maskiner og fødevarer, der står bag vareimporten. Udenlandsk ejede virksomheders tjenesteimport domineres af transporttjenester.

Import af varer og tjenester fordelt efter virksomhedens ejerskab. 2018Kilde: www.statistikbanken.dk/dktec6 og www.statistikbanken.dk/dkstec2.

Ændringer i forhold til seneste offentliggørelse

Der er 9. oktober 2019 gennemført en ordinær revision af Udenrigshandel med varer for året 2017 og Udenrigshandel med tjenester for årene 2016 og 2017 (se Nyt fra Danmarks Statistik 2019:370 og Nyt fra Danmarks Statistik 2019:372). De reviderede data er også indarbejdet i statistikken fordelt på virksomhedskarakteristika.

Nyt fra Danmarks Statistik

1. november 2019 - Nr. 400

Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. november 2020

Kontakt

Kilder og metode

Udenrigshandel efter virksomhedskarakteristika er baseret på samkørsel af oplysninger om udenrigshandel med varer, udenrigshandel med tjenester og oplysninger om de enkelte virksomheder i erhvervsregister samt statistikerne over udenlandske firmer i Danmark og danske datterselskaber i udlandet.
Statistikken over udenrigshandel med tjenester er baseret på en stikprøve, hvor udvalgte virksomheder indberetter tjenestehandel med udlandet, og de resterende virksomheders handel opregnes på baggrund af statistisk metode. Derfor er det kun de virksomheder, som indberetter direkte til statistikken, der kan tilknyttes virksomhedskarakteristika, mens den opregnede andel ender i gruppen ukendt. Endvidere indgår der i ukendt en række øvrige kilder, som ikke er baseret på direkte indberetning fra virksomhederne, herunder rejseposten, offentlige tjenester, fragt inkluderet i varehandel, privates køb fra udlandet. Se mere om udenrigshandel med tjenester i statistikdokumentationen.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation