Gå til sidens indhold

Færre tager kurser på professionshøjskolerne

Kursister ved voksen- og efteruddannelse 2015/2016

I alt har 53.500 kursister fulgt et voksen- og efteruddannelseskursus på videregående niveau på professionshøjskolerne i skoleåret 2015/2016. Fra skoleåret 2014/2015 til 2015/2016 faldt det samlede antal kursister med 8.200, hvilket svarer til et fald på 13 pct. Den største nedgang er sket på de fagspecifikke kurser, som faldt med 7.000 kursusforløb efterfulgt af diplomuddannelserne i ledelse, som faldt med næsten 1.300 kursusforløb, hvilket svarer til et fald på 9 pct. For nærmere at beskrive kursisternes placering på arbejdsmarkedet er der set på deres tilknytning til arbejdsmarkedet opgjort per november 2014, hvor den seneste opgørelse er fra. Denne del af analysen vedrører derfor kursusaktiviteten i skoleåret 2014/2015.

Deltagere på professionshøjskolernes videregående kurser

Tre ud af fire kursister er ansat i den offentlige sektor

77 pct. af kursisterne er ansat i den offentlige sektor, mens 12 pct. er beskæftiget i den private sektor. Yderligere 9 pct. af kursisterne i skoleåret 2014/2015 var arbejdsløse i november 2014, og 3 pct. var uden for arbejdsstyrken. Bemærk at denne del af analysen vedrører kursusaktiviteten i skoleåret 2014/2015, da tilknytningen til arbejdsmarkedet er opgjort per november 2014. For ca. 1 pct. af kursisterne foreligger der ikke oplysning om tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Flest har deltaget i lederkurser

Såvel blandt kursister, der arbejder i den offentlige sektor som blandt de beskæftiget i den private sektor, fulgte hver fjerde et kursus under diplomuddannelse i ledelse i 2014/2015. Det gør ledelseskurser til de mest populære kurser på professionshøjskolerne for kursister i beskæftigelse. Heraf var en ud af fire selvstændig eller sad i et lederjob - relativt flest blandt kursister i den private sektor. Diplom i ledelse udbydes også på andre skoletyper bl.a. på erhvervsakademierne, men størstedelen følger kurserne på en professionshøjskole. Kurser under diplomuddannelse i pædagogik følger derefter i popularitet - og deltagerne er primært offentlig ansatte. Arbejdsløse kursister deltager primært i de fagspecifikke kurser.

Deltagere på professionshøjskolernes videregående kurser. 2014/2015

Flest kursister er beskæftiget indenfor social- og undervisningssektoren

71 pct. af offentlige ansatte kursister arbejder på sociale institutioner eller indenfor undervisning, 12 pct. i offentlig administration og 11 pct. i sundhed.

4 ud af 10 kursister, der arbejder i den private sektor, arbejder indenfor social og undervisningssektoren, men de kommer også fra flere andre brancheområder. Således er over 900 kursister beskæftiget inden for industri eller bygge- og anlæg, mens 2900 er beskæftiget indenfor handel eller service m.m.

Deltagere på professionshøjskolernes videregående kurser. 2014/2015

Nyt fra Danmarks Statistik

21. december 2016 - Nr. 544

Hent som PDF
Næste udgivelse: 28. juni 2018

Kontakt

Kilder og metode

Kursistregister. Kursusaktiviteten målt som årselever opgøres ved at sammenlægge kursusomfanget til hele årsværk

Vis hele teksten » « Minimer teksten