Gå til sidens indhold

Uddannelsesniveauet er højst hos de unge

Befolkningens uddannelse 2017

De 35-åriges uddannelsesniveau har i de seneste år været betydeligt højere end de 65-åriges. I 2017 havde 80 pct. af de 35-årige en erhvervskompetencegivende uddannelse, mens det kun var gældende for 73 pct. af de 65-årige. Uddannelsesgrundlaget for den del af befolkningen, som er grundlaget for arbejdsstyrken, er således blevet forbedret i takt med, at de nye generationer er kommet til. Blandt de 35-årige havde 34 pct. en erhvervsfaglig uddannelse og 46 pct. en videregående uddannelse som deres højest fuldførte uddannelse. Blandt de 65-årige havde 44 pct. en erhvervsfaglig uddannelse mens 30 pct. havde en videregående uddannelse. Andelen med en erhvervsfaglig uddannelse er således 10 procentpoint lavere hos de 35-årige, mens andelen med en videregående uddannelse er 17 procentpoint højere. 1. januar 2017 var der 65.000 35-årige i befolkningen og 64.000 65-årige.

35- og 65-åriges højest fuldførte uddannelser. 2017

Særligt andelen med en lang videregående uddannelse er steget

Det er særligt andelen med en lang videregående eller forskeruddannelse, som er højere blandt de 35-årige end de 65-årige. 18 pct. af de 35-årige og blot 7 pct. af de 65-årige havde en lang videregående eller forskeruddannelse som deres højest fuldførte uddannelse i 2017. 6 pct. af de 35-årige havde en kort videregående uddannelse og 22 pct. en mellemlang videregående eller bacheloruddannelse. Blandt de 65-årige havde 4 pct. en kort videregående uddannelse og 19 pct. en mellemlang videregående eller bacheloruddannelse.

Ens andel af mænd med en erhvervskompetencegivende uddannelse

For mændenes vedkommende var andelen med en erhvervskompetencegivende uddannelse ens i de to aldersgrupper - 76 pct. Derimod havde 84 pct. af de 35-årige kvinder en erhvervskompetencegivende uddannelse mens det kun var gældende for 71 pct. af de 65-årige i 2017. Blandt de 35-årige kvinder havde 55 pct. en videregående uddannelse og 19 pct. en lang videregående eller forskeruddannelse. 32 pct. af de 65-årige kvinder havde en videregående uddannelse og blot 5 pct. en lang videregående eller forskeruddannelse. Blandt de 35-årige mænd havde 38 pct. en videregående uddannelse og 16 pct. en lang videregående eller forskeruddannelse. 27 pct. af de 65-årige mænd havde en videregående uddannelse og 9 pct. en lang videregående eller forskeruddannelse.

65-åriges højest fuldførte uddannelser i 2017 og som 35-årige i 1987

Kun lille ændring i uddannelsesniveauet efter 35-års-alderen

En sammenligning af de 65-åriges uddannelsesniveau for 30 år siden med deres uddannelsesniveau i dag viser, at deres uddannelsesniveau kun har ændret sig lidt siden 35-års alderen. Andelen med en grundskoleuddannelse er faldet fra 26 pct. til 23 pct., mens andelen med en erhvervsfaglig uddannelse, en mellemlang videregående uddannelse og lang videregående eller forskeruddannelse er steget hver med 1 procentpoint.

Der er lidt flere af de 65-årige kvinder end de 65-årige mænd, som har ændret uddannelsesniveau siden 35-års-alderen. Det er specielt andelen af kvinder med en erhvervsuddannelse som er steget fra 36 pct. til 39 pct.

Nyt fra Danmarks Statistik

21. juni 2017 - Nr. 261

Hent som PDF
Næste udgivelse: 19. juni 2018

Kontakt

Kilder og metode

Uddannelsesstatus for de 15-69-årige i befolkningen er opgjort 1. januar aktuelt år. Oplysningerne om den højeste fuldførte uddannelse er opgjort 1. oktober året før. Oplysningerne om den socialøkonomiske status opgøres først et år senere. Se en nærmere beskrivelse i statistikdokumentation af opgørelsesmetoden og de anvendte begreber. Se også emnesiden.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation