8 pct. af virksomhederne eksporterer varer
Udenrigshandel efter virksomhedskarakteristika 2013
Antallet af eksporterende virksomheder har været ret stabilt i perioden efter finanskrisen. Det viser en ny årlig statistik - Udenrigshandel efter virksomhedskarakteristika - som Danmarks Statistik for første gang offentliggør i dag. Statistikken viser, at 25.000 virksomheder i Danmark eksporterede varer i 2013. Det svarede til 8 pct. af alle aktive virksomheder. 53.000 virksomheder importerede varer, hvilket udgør 17 pct. Det høje antal importvirksomheder afspejler bl.a., at langt flere af de små virksomheder har import, men ikke eksport. Den nye statistik er baseret på samkørsel af oplysninger om udenrigshandel med varer med den generelle firmastatistik. Tallene for 2013 er foreløbige og vil blive revideret i 2015.
De store virksomheder stod for mere end halvdelen af vareeksporten
De største virksomheder med flere end 250 ansatte udgjorde 2 pct. af alle eksportvirksomheder i 2012, men stod for 51 pct. af eksporten. Gruppen med 50-249 ansatte udgjorde 6 pct. af eksportvirksomhederne, og stod for 21 pct. af eksporten. De mindre udgjorde 92 pct. af eksportvirksomhederne men kun 25 pct. af eksporten.
Industrien stod for 60 pct. af vareeksporten
I 2013 udgjorde industrivirksomhederne 23 pct. af alle eksportvirksomheder, men de stod for 60 pct. af den samlede vareeksport. Omvendt udgjorde engrosvirksomhederne 44 pct. af alle virksomheder med eksport, men havde kun 29 pct. af eks-porten. Til gengæld dominerede engrosvirksomhederne vareimporten med 42 pct. af virksomhederne og 58 pct. af importen. Kun 14 pct. af virksomheder med import kom fra industrien. De havde dog tilsammen 32 pct. af importen.
6 ud af 10 eksportvirksomheder sælger til Tyskland
Mens næsten 20.000 virksomheder eksporterede varer til andre EU-lande i 2013, så havde godt 15.000 virksomheder eksport til verden udenfor EU. Seks ud af ti eksportvirksomheder eksporterede til Tyskland, Danmarks største handelspartner. Situationen er ret stabil fra 2010 til 2013, dog ses en tendens til, at flere virksomheder har samhandel med lande uden for EU, herunder med BRIK-landene. Dette afspejler den generelle ændring i verdenshandlen, hvor tyngdepunkterne flytter sig i retning af nye vækstlande.
Antal virksomheder med varehandel. Udvalgte lande og landegrupper
|
Eksport |
Import |
||
|
2010 |
2013 |
2010 |
2013 |
|
antal virksomheder |
antal virksomheder |
||
EU |
19147 |
19375 |
41999 |
46786 |
Tyskland |
14213 |
14132 |
22137 |
22537 |
Sverige |
12938 |
12560 |
18030 |
18144 |
Verden uden for EU |
13541 |
14603 |
21557 |
23078 |
USA |
3098 |
3348 |
9740 |
10007 |
BRIK1 |
4409 |
4730 |
12948 |
15076 |
1 BRIK omfatter Brasilien, Rusland, Indien og Kina. |
Nyt fra Danmarks Statistik
29. oktober 2014 - Nr. 541
Hent som PDF
Næste udgivelse: 28. oktober 2015
Kontakt
- Pernille Leth Hougaard, tlf. 20 34 26 74
- Aron Tsegay Besrat, tlf. 21 84 82 78
Kilder og metode
Udenrigshandel efter virksomhedskarakteristika er baseret på samkørsel af oplysninger om udenrigshandel med varer, udenrigshandel med tjenester og oplysninger om de enkelte virksomheder i erhvervsregister samt statistikerne over udenlandske firmer i Danmark og danske datterselskaber i udlandet.
Statistikken over udenrigshandel med tjenester er baseret på en stikprøve, hvor udvalgte virksomheder indberetter tjenestehandel med udlandet, og de resterende virksomheders handel opregnes på baggrund af statistisk metode. Derfor er det kun de virksomheder, som indberetter direkte til statistikken, der kan tilknyttes virksomhedskarakteristika, mens den opregnede andel ender i gruppen ukendt. Endvidere indgår der i ukendt en række øvrige kilder, som ikke er baseret på direkte indberetning fra virksomhederne, herunder rejseposten, offentlige tjenester, fragt inkluderet i varehandel, privates køb fra udlandet. Se mere om udenrigshandel med tjenester i statistikdokumentationen.
Statistikdokumentation
- Udenrigshandel med tjenester efter virksomhedskarakteristika
- Udenrigshandel med varer efter virksomhedskarakteristika