Gå til sidens indhold
Vi har fra 14. september 2021 organiseret vores statistikker på en ny måde. Har du brug for hjælp til at finde den statistik, du plejer at bruge, eller vil du vide mere om ændringerne, kan du læse mere her.
Vi har fra 14. september 2021 organiseret vores statistikker på en ny måde. Har du brug for hjælp til at finde den statistik, du plejer at bruge, eller vil du vide mere om ændringerne, kan du læse mere her.

Sådan påvirker økonomien miljøet

Danmarks Statistiks nye grønne nationalregnskab sætter fokus på sammenhængen mellem udvikling i økonomien og miljøet. Læs om CO2, affald, grønne job og meget mere i temapublikationen, der udkommer i dag.

15. marts 2017 kl. 9:00

Ofte er det BNP, der anvendes som mål for udviklingen, men mange andre faktorer har også betydning for, hvordan udviklingen og fremtidsmulighederne bør vurderes.

Danmarks Statistik udgiver i dag publikationen ’Grønt nationalregnskab for Danmark 2014-2015 - Belysning af sammenhængen mellem økonomi og miljø’, hvor udviklingen også måles ud fra, hvordan det går med miljørelaterede forhold som fx energi, drivhusgasser, vand, affald og grønne job.

I publikationen kan man bl.a. se, at:

  • Den danske anvendelse af vedvarende energi steg med 4,6 pct. fra 2014 til 2015.
  • Der skabes to tons affald pr. dansker, men 67 pct. af affaldet bliver genanvendt.
  • Produktionen af grønne varer og tjenester beskæftigede 67.000 mennesker i 2015 og gav en omsætning på 192 mia. kr.    

Færre drivhusgasser ift. BNP

Som titlen på temapublikationen beskriver, sættes udviklingen indenfor de forskellige miljøområder i direkte sammenhæng med økonomien.

Blandt andet viser det grønne nationalregnskab, at der er sket en afkobling mellem udviklingen i bruttonationalproduktet (BNP) og udledningen af drivhusgasser.

Hvis de indenlandske udslip af drivhusgasser fra danske erhverv havde fulgt stigningen i den danske og udenlandske efterspørgsel efter danskproducerede varer og tjenester, ville udslippene af drivhusgasser fra de danske virksomheder have været 37 mio. tons CO2-ækvivalenter større i 2015, end de var i 1990.

Afkoblingen betød, at de i stedet var 20,5 mio. tons mindre.

Hvis du har lyst til at læse mere om udviklingen i Danmark set med grønne briller, kan du finde temapublikationen ’Grønt nationalregnskab for Danmark 2014-2015 - Belysning af sammenhængen mellem økonomi og miljø’ her: www.dst.dk/publ/GronNatDK

Har du spørgsmål til publikationen eller er du interesseret i at høre mere om det grønne nationalregnskab er du velkommen til at kontakte Ole Gravgård på tlf: 39173488 eller mail: ogp@dst.dk.