Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Ny undersøgelse kortlægger vores brug af kultur

Hvem streamer musik, dyrker e-sport, ser serier og læser bøger på tablet? Kulturministeriet og Danmarks Statistik spørger danskerne om deres nye - og gamle kulturvaner

9. november 2018 kl. 9:00

Af Niels Stoktoft Overgaard

Vi købte næsten 12 millioner biografbilletter i fjor, viser statistikken. Men det betyder ikke, at hver dansker besøgte biografen to-tre gange i fjor. Nogle kommer der måske aldrig, andre hver uge.

Kulturministeriet vil nu tjekke danskernes kulturvaner – og ikke mindst de nye tilbud. Mange nøjes ikke længere med at se film i biografen, men streamer via for eksempel Netflix. 

Danmarks Statistik begyndte for Kulturministeriet at spørge danskerne om deres kulturforbrug den 1. juli i år. Hver måned sendes der spørgeskemaer til 2.000 borgere. De første resultater ventes offentliggjort midt i 2019.

”Tidligere talte man om, at folk ikke brugte kultur, hvis de ikke gik i biografen, til teater eller koncerter. Men i dag er der for eksempel ikke mange, som ikke ser film et eller andet sted. Alle er brugere”, siger afdelingschef Steen Kyed fra Kulturministeriet.

Efterspørgsel på nye data

Danskernes kultur- og fritidsvaner er faktisk tjekket 54 år tilbage. Den første undersøgelse kom i 1964, og siden er den gennemført fem gange, senest i 2012.

”Dermed har vi en enestående oversigt over vanernes udvikling. Det er en vigtig del af grundlaget for diskussioner og politiske valg”, siger Steen Kyed.

”Tidligere spurgte vi, om folk gik en tur i skoven. Nu spørger vi nærmere, om de løber i skoven”, siger Steen Kyed,
Kulturministeriet har oplevet efterspørgsel efter nye data om kulturvaner, ikke mindst hvad børn foretager sig. Den nye undersøgelse udspørger børn helt ned til 4 år – via deres forældre.

Social ulighed

Kontorchef Claus Werner Andersen har mange tal i Danmarks Statistiks afdeling for kulturstatistik. For eksempel at danske teatre sælger 3 millioner billetter om året. Men den nye undersøgelse går på tværs.

”Man vil kunne se, om det er de samme mennesker, der går i biografen og i teatret,” fortæller Claus Werner Andersen. ”Jeg tror, at undersøgelsen blandt andet vil blive brugt til forskning i social ulighed. Er der grupper, som nogle typer kultur og fritidstilbud ikke får fat i?”

”Når vi spørger børn ned til 4 år, vil det også være muligt at se på betydningen af arv i kulturvaner. Det er ikke kun forskere, der får adgang til resultaterne. Der kommer masser af tabeller i Statistikbanken, som enhver kan bruge”, fortæller Claus Werner Andersen.

Fleksibelt spørgeskema

Ved tidligere undersøgelser har deltagerne fået tilsendt et meget omfattende spørgeskema. Det er denne gang barberet ned til at kunne klares på 12 minutter. Dermed er håbet, at flere besvarer. 

Som noget nyt rummer skemaet spørgsmål, der kan udskiftes med andre. Dermed bliver der mulighed for i perioder at gå i dybden med bestemte områder.

Specialkonsulent Agnes Tassy fra Danmarks Statistik fortæller, at spørgeskemaerne sendes til borgernes e-Boks.

”Alle har mulighed for at svare via nettet. De, der ikke svarer, ringer vi op, hvis vi kan finde et nummer, og så kan de svare mundtligt”, fortæller Agnes Tassy.

Over hver anden svarer

Fuldmægtig Nils Galberg Enoksen fra Danmarks Statistik Survey fortæller, at den samlede svarprocent har ligget omkring 55 pct.  i de første måneder. Det er tilfredsstillende.

Undersøgelsen anvender et panel, så folk udvælges til stikprøven flere gange. Først er de med i to kvartaler, derefter får vedkommende fri i to kvartaler. Så spørges han eller hun igen i to kvartaler. Derefter har vedkommende fri fra undersøgelsen i mindst to år. Panelet giver dermed også mulighed for at følge enkeltpersoner over tid.

Deltagerne er et repræsentativt udsnit af befolkningen, men nogle svarer ikke, og det korrigerer Nils Galberg Enoksen og hans kolleger for. Dermed får de et datagrundlag, der inden for flest mulige faktorer ligner befolkningen bedst muligt.

 

FAKTA #1 Derfor danmarks statistik

Kulturministeriet har valgt Danmarks Statistik som samarbejdspartner, fordi det er ”den nationale indsamler af statistik”. Det giver særlige muligheder for at kombinere de data, som ministeriet og Danmarks Statistik hver især besidder.

 "Vi venter også, at flere borgere svarer, når det er den officielle statistikproducent, der kontakter med spørgeskemaet", siger afdelingschef Steen Kyed. "Og så regner vi med, at samarbejdet med Danmarks Statistik forøger troværdigheden af resultaterne".

Læs mere om interviewundersøgelser her

FAKTA #2 det spørges der om i undersøgelsen

Kunst og kultur

  • Teater- og scenekunst
  • Film
  • Museer og kulturarv
  • Biblioteker
  • Bøger

 Fritid

  • Sport og motion
  • Andre fritidsaktiviteter
  • Computerspil og digitale spil

 Medier

  • Tv
  • Radio
  • Aviser og blade

Streaming

FAKTA #3 Steen Kyed

Steen_Kyed

 

Afdelingschef
Kulturministeriet
Kilde: Fotograf Klaus Holsting

FAKTA #4 Claus Werner Andersen

Claus Werner Andersen

 

Kontorchef, Danmarks Statistik
Erhvervslivets udvikling, Kulturstatistik

tlf.: 3917 3433
cwa@dst.dk
Kilde: Danmarks Statistik

FAKTA #5 Agnes Tassy

Agnes Tassy

 

Specialkonsulent, Danmarks Statistik
Erhvervslivets udvikling, Kulturstatistik

tlf.: 3917 3144
ata@dst.dk
Kilde: Danmarks Statistik

FAKTA #6 Nils Galberg Enoksen

Niels Galberg Enoksen5149

 

Fuldmægtig, DST Survey
tlf.: 3917 3886 
nge@dst.dk
Kilde: Danmarks Statistik

Ansvarlig for siden

DST Consulting