Nyt om grunddata - 1. kvartal 2026
Her finder du en kvartalsvis opsamling over de seneste dataopdateringer og nye datasæt, som Danmarks Datavindue stiller til rådighed. Nyt om grunddata udgives hvert kvartal, så al relevant information er samlet ét sted og er nemt tilgængelig. Kvartalsudgaven for 1. kvartal 2026 omfatter nye registre udgivet i perioden 1. januar til 31. marts.
30. marts 2026 kl. 10:00
MGR Beta i grunddata
29. januar 2026 kl. 8:30 Af Birgitte Hollegaard
Rigsarkivet har videregivet Multigenerationsregisteret til Danmarks Statistik, og det findes nu i en version med navnet MGR-beta som grunddataregister og kan bestilles i Danmarks Datavindue.
Multigenerationsregisteret (MGR-beta) er en ny forskningsinfrastruktur, der udvider familierelationerne i CPR-registret tilbage i tiden. Formålet er at skabe nye muligheder for at kombinere data på tværs af generationer i eksisterende registre. Registret er etableret i et samarbejde mellem Rigsarkivet, Datalogisk Institut på KU og Center for Registerforskning på AU. Projektet pågår stadig, så der vil komme nye versioner med flere familierelationer.
Oplysningerne er skabt ved at kombinere data fra CPR med oplysninger fra 22.000 håndskrevne kirkebøger, der dækker alle fødsler i Danmark tilbage til 1920. Oplysningerne i kirkebøgerne er transskriberet ved hjælp af avancerede AI-metoder og derefter koblet med tilsvarende data i CPR-registret. Dette har beriget CPR’s oplysninger med historiske forældredata fra kirkebøgerne.
MGR-beta indeholder grundlæggende oplysninger om alle personer registreret i CPR pr. 1. maj 2024. Registeret er desuden beriget med oplysninger om forældre for cirka 1 million personer, der er født mellem 1920 og 1959, og som mangler forældreoplysninger i CPR.
Oplysningerne er peer reviewed og har en høj pålidelighed.
Bemærk at MGR-Beta er et større og mere komplet multigenerationsregister end MGR-lite, som kræver en særlig tilladelse fra Rigsarkivet, som søges igennem Danmarks Datavindue. MGR-lite indeholder familierelationer for alle danskere, som har været i live på noget tidspunkt mellem 1968 og 2013. MGR-beta er en del af grunddata og kræver ikke særlig tilladelse.
Læs mere om Multigenerationsregistret. Se yderlige dokumentation.
Nyt grunddataregister om relation mellem offer og gerningsperson
29. januar 2026 kl. 12:00 Af Birgitte Hollegaard
Danmarks Datavindue har tilføjet et nyt grunddataregister i DDV App ved navn KROG.
Via et udtræk fra Det Centrale Kriminalregister danner Rigspolitiet på baggrund af udvalgte gerningskoder et datasæt af relation mellem offer og gerningsperson i afgjorte sager med fældende dom. Registret indeholder både hoved- og biforhold. En række i datasættet udtrykker relationen mellem offer og gerningsperson for én kriminel handling. Er der begået flere kriminelle handlinger, kommer det til udtryk ved flere rækker, også selvom der er tale om den samme kriminelle handling der begås flere gange.
Oplysninger om familieforhold og delt adresse hentes fra Danmarks Statistiks adresseoplysninger, befolkningsregister samt pårørenderegisteret. Dette muliggør tællinger, hvor populationen i registeret over relation mellem offer og gerningsperson sammenholdes med den samlede befolkning.
Registeret hænger sammen med de andre kriminalitetsregistre.
Nye grunddataregistre - VNDS (vandringer ind/ud) omlægges
19. februar 2026 kl. 11:00 Af Birgitte Hollegaard
Danmarks Datavindue har omlagt grunddataregisteret VNDS, så det nu er erstattet med tre nye registre i DDV: VNDS_hist, VNDS_ind og VNDS_ud.
Det nuværende register VNDS (vandringer ind/ud) lukkes og vil blive erstattet af VNDS_ind (indvandringer i Danmark fra 2005 og frem) og VNDS_ud (udvandringer fra Danmark fra 2005 og frem). Vandringer fra perioden 1973-2004 vil ligge i VNDS_hist (historiske vandringer), som ikke opdateres fremover. Omlægningen er lavet for fortsat at højne kvaliteten af vores registerdata, idet data om ind- og udvandringer henover årene stammer fra forskellige kilder, hvilket har resulteret i en del dubletter. Det problem vil blive mindsket nu hvor de tidligste data er blevet ”frosset” i et historisk register.
Lifelines - Nyt grunddataregister – Lifelines
9. marts 2026 kl. 12:30 Af Birgitte Hollegaard
Danmarks Datavindue har tilføjet et nyt register i DDV: Lifelines.
Lifelines er et let anvendeligt forløbsregister, hvor man kan følge livsbegivenheder som ind-/udvandring og død for alle personer, som har haft bopæl i Danmark i årene 1986-2020. Formålet med registeret er at gøre det nemt at vælge individer på baggrund af deres livslinjer, det vil sige ved dannelse af kohorter og ved udvælgelse personer på baggrund af periode, alder, observationslængde og lignende.
For personer med flere hændelsesforløb, som for eksempel ud- og indvandring, vil der være en separat linje for hver hændelse.
Registeret indeholder oplysninger fra før 1986 (idet der indgår personer født før 1986), men disse oplysninger er pga. datagrundlaget for de tidlige år ikke fyldestgørende for befolkningen.
HANDIC_KORT - Nyt grunddataregister om personer med handicapparkerings- eller ledsagerkort
9. marts 2026 kl. 14:00 Af Amanda Grønbjerg Vrå
Danmarks Datavindue har tilføjet et grunddataregister i DDV ved navn HANDIC_KORT
Registeret HANDIC_KORT indeholder oplysninger om personer, der har fået tilkendt enten et handicapparkeringskort eller et ledsagerkort. Registeret er et forløbsregister, som går tilbage til 2015, og giver mulighed for at følge en persons kortforløb over tid. Det vil blive opdateret årligt med et nyt dataår.
Grunddataregisteret er dannet på baggrund af data fra Danske Handicaporganisationer, som varetager opgaven med at udstede handicapparkerings- og ledsagerkort.
Udgivelsen er et resultat af et projektsamarbejde mellem Danske Handicaporganisationer, VIVE og Danmarks Datavindue.
Nyt historisk personindkomstregister fra Rigsarkivet kan nu bestilles via DDV
16. marts 2026 kl. 10:00 Af Danmarks Datavindue
Data fra Rigsarkivet om personindkomster i perioden 1970-1980 kan nu bestilles til projekter under Danmarks Statistiks mikrodataordninger via DDV App.
Det er nu muligt at bestille data om historisk personindkomst fra Rigsarkivet.
Historisk personindkomstregisteret indeholder oplysninger om A-indkomst, B-indkomst, aktieindkomst, renter, formue, samt overskud af virksomhed og fast ejendom i perioden 1970-1980. Der findes bl.a. indkomstvariablene BRUTTO og PERINDKALT, så datasættet kan anvendes sammen med Danmarks Statistiks personindkomstregister.
Datagrundlaget er Kildeskattedirektoratet (senere Statsskattedirektoratets) SLUT-ligningssystem, og populationen er alle der er registreret i Skattevæsenets slut-system det pågældende år. Der er tale om i alt 46 mio. registreringer fordelt på 11 skatteår.
Læs mere om det historiske personindkomstregister.
Nyt grunddataregister EJER_VIRKSOMHED kan nu bestilles i Danmarks Datavindue
30. marts 2026 kl. 11:00 Af Malthe Frøkjær-Rubbås
Registeret EJER_VIRKSOMHED indeholder oplysninger om ejerskaber af virksomheder i perioden 2014-2024.
I registeret vil man bl.a. kunne få oplyst andelen af ejerskabet for hvert medlem af ejerkredsen, de forskellige ejeres roller samt perioderne for hvert ejerskab.
EJER_VIRKSOMHED kan bruges som supplement til PERSBEST, der indeholder oplysninger om personers relation til en virksomhed som bestyrelsesmedlem eller direktør. I de tilfælde, hvor en person både er bestyrelsesmedlem og ejer i/af en virksomhed, finder man oplysningerne for hver relation separat i hvert register.
EJER_VIRKSOMHED er et statusregister og vil blive opdateret årligt.
Arbejdskraftundersøgelsen findes nu som grunddataregister under navnet AKU og kan bestilles i DDV App
30. marts 2026 kl. 14:00 Af Danmarks Datavindue
Danmarks Datavindue har tilføjet et nyt grunddataregister i DDV App ved navn AKU, som indeholder data fra Arbejdskraftundersøgelsen.
AKU-registeret indeholder data fra arbejdskraftsundersøgelsen i årene 2021-2025. Denne undersøgelse er en kvartalsvis stikprøvebaseret interviewundersøgelse af personer mellem 15 og 89 år i den danske befolkning.
Undersøgelsen opgør, hvor mange der er beskæftigede, arbejdsløse (AKU-ledige) eller uden for arbejdsstyrken, fordelt på regioner, alder og køn. Desuden spørges der til arbejdstid, ansættelsesforhold, jobsøgning og deltagelse i efteruddannelse/skoleforløb. Ud over de gennemgående spørgsmål suppleres spørgeskemaet jævnligt med tillægsundersøgelser om en række emner, som fx handicappede på arbejdsmarkedet, arbejde og familieliv eller overgang til pension.
Undersøgelsen er især velegnet, når man ønsker:
• at foretage internationale sammenligninger
• viden om ledige, der ikke er berettigede til ydelser
• viden om ungdomsarbejdsløshed (15-24 årige)
• viden om arbejdstid.
Data opgøres kvartalsvis, og der akkumuleres ikke. Dvs. at hvis man ønsker at få data for hele året, skal man bestille alle 4 kvartaler.
Læs mere om statistik dokumentationen.
Læs mere om metodepapiret.