Gå til sidens indhold

Færre filer, færre brud - 3 enkle råd til bedre hjemtagning

Muligheden for at hjemtage analyseresultater fra Danmarks Statistiks forskermaskine er afgørende for Forskningsservices mange brugere. Men muligheden kræver også omtanke. Følg Forskningsservices tre enkle råd for at gøre din hjemtagning

9. juli 2025 kl. 11:44

At kunne hjemtage resultater fra Danmarks Statistiks forskermaskine er helt afgørende for det arbejde, mange forskere og analytikere udfører hver dag. Uden muligheden for at hente analyseresultater hjem til videre bearbejdning og formidling ville analyser, publikationer og vidensdeling ganske enkelt ikke være mulige.

Men hjemtagning skal ske med omtanke. Forskningsservice oplever, at nogle brugere downloader et meget stort antal filer, hvilket kan tyde på uhensigtsmæssige arbejdsgange. Forskningsservice er derfor gået i gang med at kontakte de institutioner med de største hjemtagningsmængder for at hjælpe dem med at optimere deres processer og reducere hjemtag.

Nogle institutioner hjemtager årligt mellem 8.000 og 25.000 filer, og ofte er det de samme filer, der hentes gentagne gange – blot med mindre justeringer, siger kontorchef for Forskningsservice, Nikolaj Borg Burmeister, og udtaler:

- ”Hvis filer hjemtages i for stort omfang eller uden tilstrækkelig opmærksomhed på de småjusteringer, der foretages, øges risikoen for brud på datasikkerheden markant.”

For at sikre både effektivitet og datasikkerhed har Forskningsservice samlet tre gode råd til dig som autorisationsansvarlig og bruger.

3 gode råd: Gør det smart – ikke bare meget

1. Hjemtag kun nødvendige og færdige filer

Tænk over, hvad du hjemtager – er det nødvendigt? Undgå at hente unødvendige mellemregninger, kladder eller ufærdige filer. Jo større og mere ustruktureret en fil er, desto større er risikoen for brud på datasikkerheden. Vent derfor med at hente filer, indtil dine resultater er færdige, gennemgåede og klar til videre analyse eller formidling. Færre og mere veldefinerede filer giver bedre overblik og reducerer risikoen for, at uautoriserede eller overflødige data forlader forskermaskinen.

2. Skriv rapporten hjemme – ikke på forskermaskinen

Forskermaskinen skal bruges til at producere resultater – ikke til at skrive hele rapporter. Hent kun de nødvendige data og tabeller, og skriv selve rapporten på din egen computer. Det mindsker unødvendige filoverførsler og sikrer et mere kontrolleret dataflow.

3. Hold hjemtag samlet og begrænset

Når mange personer kan hjemtage, øges risikoen for brud og manglende overblik. Sørg derfor for, at hjemtag primært varetages af én eller få personer – det skaber bedre kontrol og ensartet håndtering. Det mindsker også risikoen for overflødig eller uhensigtsmæssig hjemtagning,
Ved at følge disse enkle råd bidrager du til, at Danmarks Statistiks forskermaskine er et sikkert og effektivt redskab til forskning og analyse.

 

Kontakt

Forskningsservice
Telefon: 39 17 31 30