Registre organiseres i datapakker fra 2026
Fra 2026 fordeles de nuværende 500+ registre i Danmarks Statistiks grunddatabank på 17 datapakker. Organiseringen af registre i datapakker indføres for at skabe sammenhæng med muligheden for at lave bredere projekter. Alle projekter godkendes på datapakke-niveau fra lanceringen af den nye version af Danmarks Data Vindue i 2026.
1. oktober 2025 kl. 15:00
Med indførelsen af datapakker vil projekter blive godkendt til en bredere vifte af registre, hvorved det bliver lettere for dig som bruger at arbejde med bredere projekter. Datapakkerne indeholder alle de registre, der kan bestilles i dag.
Det har været vigtigt for Danmarks Statistik at gøre datapakkerne genkendelige og overskuelige samt at bygge dem op på en måde, hvor pakkeemnerne giver mening i en forskningskontekst. Der er derfor taget udgangspunkt i emnerne i statistikbanken ved navngivningen af pakkerne.
Datapakkerne er oftest defineret ved brug af emneniveau 2, for eksempel Befolkning under Borgere. Dette er valgt for at sikre, at der ikke bliver for mange datapakker samtidig med, at de ikke bliver alt for brede.
Der vil være visse undtagelser fra denne regel, idet det ikke altid giver mening at bruge emneniveau 2 som grundlag, da der vil være meget få registre. I disse tilfælde er det valgt at bruge emneniveau 1 eller slå emner på niveau 2 sammen. Du kan se oversigten over statistikker fordelt på emner på Danmarks Statistiks hjemmeside her.
I fremtiden vil den nye prismodel være bundet op på datapakkerne. Dette træder i kraft for helt nye projekter i 2026 og for eksisterende projekter i 2027.
Du kan læse mere om priser samt finde oversigt over fordelingen af datapakker på følgende side om den nye prismodel her.