Fuldt registerudtræk til offentlige institutioner
Offentlige institutioner kan til deres projekter bestille fuldt registerudtræk - dvs. levering af samtlige observationer i registret - hvis de har behov for det. Det sker på baggrund af Forskningsservice ønske om at give projekter bedre mulighed for at køre flere iterationer af populationer, løbende kvalitetssikre analyser samt generelt være mere eksplorative i dataanalyser.
Projekterne kan hermed selv:
- danne populationer
- danne kontroller til populationer dannet i Forskningsservice
- danne sub-populationer af grunddata til berigelse af eksterne populationer
I projektindstillingen skal populationen beskrives kort og præcist (uden inddragelse af tekniske detaljer), og det skal dokumenteres, hvem der danner populationen. Vi vejleder gerne om hvilke registre, der kan være nødvendige at bestille.
- ’Populationen består af alle niendeklasseelever, der dimitterede mellem 2010-2020. Vi ønsker selv at danne populationen.’
- ’Populationen består af patienter med femoroacetabular impingement syndrom (FAIS), der har modtaget hofteartroskopisk behandling. Der dannes 10 matchede kontroller per case. Vi ønsker selv at danne populationen.’
- ’Populationen består af alle erhvervsaktive personer i Danmark. Vi ønsker selv at danne populationen.’
- ’Populationen består af elever i grundskolen, som har deltaget i vores brugertilfredshedsundersøgelse om Danmarks folkeskoler. Vi ønsker selv at danne kontrolpopulationer og ønsker derfor fuld population.’
- ’Populationen dannes af Danmarks Statistik. Vi ønsker selv at danne kontrolpopulationer og ønsker derfor fuld population.’
- ’Populationen består af alle detailvirksomheder i Region Sjælland. Vi ønsker selv at danne populationen.’
- ’Populationen består af alle praktiserende læger samt den øvrige befolkning som kontrolpopulation. Vi ønsker selv at danne populationen.’
Populationer til eksterne dataleverandører
Eksterne dataleverandører, såsom Sundhedsdatastyrelsen, kan stille krav om, at populationen er afgrænset. Dette gælder blandt andet adgangen til Lægemiddeldatabasen (LMDB). I disse tilfælde kan I stadig selv danne populationen, som Danmarks Statistik derefter fremsender til Sundhedsdatastyrelsen eller bruger til dataudtræk.
Hvis Forskningsservice danner populationen
Hvis I ikke selv har ressourcer til at danne populationer eller kontrolpopulationer, kan Forskningsservice udføre denne type opgaver. Dette foregår på baggrund af en rammeaftale.
Læs mere om denne proces under Populationsbeskrivelse