Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Størst tilbagefald ved overtrædelse af straffeloven

5. oktober 2026

44 pct. af de 19.309 personer, der havde overtrådt straffeloven og blev løsladt fra afsoning i fængsel eller blev fundet skyldige i en lovovertrædelse i 2022, blev dømt for ny kriminalitet en eller flere gange i løbet af de to efterfølgende år. For personer der havde overtrådt særlovene var tilbagefaldsprocenten på 35 pct., og for overtrædelse af færdselsloven var den på 24 pct. Tilbagefaldsprocenten angiver hvor stor en andel af de personer, som blev løsladt fra afsoning eller fundet skyldig i en lovovertrædelse, der i løbet af de to efterfølgende år bliver dømt for ny kriminalitet. For hele perioden fra 2007 til og med 2022 ligger den samlede tilbagefaldsprocent på omkring 30 pct.

Tilbagefald for straffelov
Kilde: www.statistikbanken.dk/recidiv1

Seksualforbrydere er mindre tilbøjelige til ny kriminalitet

Straffelovsovertrædelser omfatter seksualforbrydelser, voldsforbrydelser, ejendomsforbrydelser og andre straffelovsovertrædelser. Tilbagefaldsprocenten for personer, der tidligere er dømt for en voldsforbrydelse, en ejendomsforbrydelse eller andre straffelovsforbrydelser ligger oppe i nærheden af 50 pct. Mens det er ca. 25 pct. af personer, der tidligere er dømt for en seksualforbrydelse, der falder tilbage til ny kriminalitet. I 2022 drejede det sig om 226 ud af 878, der tidligere er dømt for en seksualforbrydelse og faldt tilbage til ny kriminalitet i opfølgningsperioden på to år.

Tilbagefaldsprocent efter overtrædelsestyper
Kilde: www.statistikbanken.dk/recidiv1

Kun små ændringer i tilbagefaldsprocenten

Der har ikke været en klar stigende eller faldende tendens i perioden fra 2007 til og med 2022 i nogen af aldersgrupperne for de personer, som blev løsladt fra afsoning i fængslet eller blev fundet skyldige i en lovovertrædelse. Den største variation findes i aldersgruppen 15-24 år. Her har tilbagefaldsprocenten varieret mellem 38 pct. og 46 pct. Tilbagefaldsprocenten i aldersgruppen 25-34 år har varieret mellem 32 pct. og 38 pct. i perioden, og i aldersgruppen 35-49 år har tilbagefaldsprocenten varieret mellem 24 pct. og 29 pct. Den laveste variation i perioden findes blandt dem, som er 50 år eller derover. Tilbagefaldsprocenten har for denne gruppe ligget mellem 15 pct. og 19 pct. i perioden.

Tilbagefaldsprocent efter alder
Kilde: www.statistikbanken.dk/recidiv1

Tilbagefald til kriminalitet 2022-2024

5. oktober 2026 - Nr. 257

Hent som PDF

Næste udgivelse: 4. oktober 2027

Alle udgivelser i serien: Tilbagefald til kriminalitet

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken om tilbagefald til kriminalitet omhandler personer, der i et givent år er blevet løsladt efter afsoning i fængsel mv., eller som har fået en fældende strafferetlig afgørelse, dog eksklusive ubetingede frihedsstraffe. Hvis disse personer begår en ny lovovertrædelse inden for to år, betragtes det som tilbagefald til ny kriminalitet

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation