Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Lønningerne er steget 3,2 pct. det seneste år

27. februar 2026

Lønningerne steg på tværs af alle sektorer med 3,2 pct. i fjerde kvartal 2025 i forhold til fjerde kvartal 2024. Den årlige lønudvikling var 0,1 procentpoint lavere i fjerde kvartal sammenlignet med tredje kvartal 2025, hvor den årlige lønudvikling var 3,3 pct.

Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks, gennemsnit for alle sektorerKilde: www.statistikbanken.dk/sblon1

Lønudvikling opgjort for sektorer

I sektoren virksomheder og organisationer, som primært består af private virksomheder, steg lønningerne med 2,9 pct. fra fjerde kvartal 2024 til fjerde kvartal 2025. I regionerne steg lønningerne med 4,1 pct. fra fjerde kvartal 2024 til fjerde kvartal 2025, og i kommunerne steg lønningerne med 3,9 pct. i samme periode. I staten (inkl. sociale kasser og fonde) steg lønningerne med 3,1 pct. fra fjerde kvartal 2024 til fjerde kvartal 2025.

Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks opgjort for sektorerKilde: www.statistikbanken.dk/sblon1

Størst lønudvikling i bygge og anlæg

I sektoren virksomheder og organisationer havde branchen bygge og anlæg den største lønudvikling i fjerde kvartal 2025 med en stigning på 4,1 pct. i forhold til fjerde kvartal 2024. Den mindste årsstigning var i branchen kultur, fritid og anden service, hvor lønningerne steg 1,8 pct. det seneste år.

Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks for sektorer og brancher

 

3. kvt. 2025

4. kvt. 2025

 

pct.

Sektorer i alt

3,3

3,2

Virksomheder og organisationer i alt

3,1

2,9

Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed

3,3

3,0

Bygge og anlæg

4,0

4,1

Handel og transport mv.

3,4

3,2

Information og kommunikation

2,4

2,1

Finansiering og forsikring

2,1

3,2

Ejendomshandel og udlejning

2,4

2,5

Erhvervsservice

3,1

2,2

Undervisning og sundhed mv.

3,1

3,3

Kultur, fritid og anden service

3,0

1,8

Stat (inklusive sociale kasser og fonde)

1,7

3,1

Regioner

5,2

4,1

Kommuner

4,2

3,9

Kilde: www.statistikbanken.dk/sblon1

Særlige forhold ved denne offentliggørelse

Det implicitte lønindeks udgives for sidste gang med fjerde kvartal 2025

Som tidligere annonceret nedlægges det implicitte lønindeks efter udgivelsen af indekset for fjerde kvartal 2025. I stedet skal man benytte sig af det standardberegnede lønindeks, som ligeledes belyser lønudviklingen for lønmodtagere. Det standardberegnede lønindeks offentliggøres i statistikbanktabellerne: www.statistikbanken.dk/sblon1 (efter branche, sektor og enhed) og www.statistikbanken.dk/sblon2 (efter arbejdsfunktion, sektor og enhed).

Nedlæggelsen af det implicitte lønindeks kommer ikke til at have betydning for det standardberegnede lønindeks, der fremover vil være det eneste lønindeks fra Danmarks Statistik. De historiske serier af det implicitte lønindeks vil fortsat kunne tilgås i Statistikbanken.

For at gøre overgangen til det standardberegnede lønindeks så gnidningsfri som muligt for brugerne, er der udarbejdet en guide til, hvordan man i praksis kan skifte fra det implicitte til det standardberegnede lønindeks. Se: Guide til skift mellem indeks.

Lønindeks 4. kvt. 2025

27. februar 2026 - Nr. 44

Hent som PDF

Næste udgivelse: 29. maj 2026

Alle udgivelser i serien: Lønindeks

Kontakt

Kilder og metode

De standardberegnede lønindeks er kædeindeks af Laspeyres-typen, hvor den målte lønudvikling er opgjort på baggrund af en fast sammensætning af lønmodtagernes individuelle karakteristika baseret på sektor, branche, aflønningsform og arbejdsfunktion. Den målte lønudvikling i de implicitte lønindeks er derimod beregnet på baggrund af summariske løngennemsnit og kan dermed være påvirket af strukturelle forskydninger på arbejdsmarkedet. Det betyder fx, at en øget tilgang af højtlønnede i forhold til lavtlønnede medarbejdere vil trække i retning af en øget lønudvikling. Derudover indgår elever og unge under 18 år ikke i det standardberegnede lønindeks, mens de i det implicitte indgår på samme måde som almindelige lønmodtagere gør. Der er desuden forskelle i medarbejderpopulationen for de to indeks, der skyldes de bagvedliggende beregningsmetoder og valideringsregler. Der forekommer løbende revisioner i de sæsonkorrigerede indeksværdier for virksomheder og organisationer i det implicitte lønindeks. Det standardberegnede lønindeks foreligger pt. ikke i sæsonkorrigeret form.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation