Gå til sidens indhold

Stigende forbrug af lyd- og e-bøger i 2020

Biblioteker 2020

Fra 2019 til 2020 har der været en betydelig fremgang i udlån af lyd- og e-bøger fra 5 mio. til 7,5 mio. - en stigning på 50 pct. Udlån af digitale materialer har generelt været stigende siden 2015, men ikke så markant som fra 2019 til 2020. Stigningen kan ses i lyset af COVID-19, hvor fysiske udlån er blevet erstattet med digitale. De fysiske udlån oplevede et fald fra 29,4 mio. udlån i 2019 til 21,6 mio. udlån i 2020 svarende til et fald på 27 pct. Hvor udlån af lyd- og e-bøger i 2019 udgjorde 15 pct. af alle udlån, er denne andel i 2020 steget til 26 pct.

Folkebibliotekernes udlån af fysiske materialer samt lyd- og e-bøger. 2014-2020Kilde: Statistikbanken.dk/BIB4 og Statistikbanken.dk/BIB3

Der lånes næsten lige mange lyd- og e-bøger på eReolen

Ifølge Individbaseret biblioteksudlån, der er en statistik, der opgør lånernes adfærd, blev der i første kvartal 2021 udlånt 53 pct. lydbøger fra eReolen, mens de resterende udlån var e-bøger. Mænd låner lige mange lyd- og e-bøger, mens en lidt større andel af kvinderne foretrækker lydbøger. Opgjort i forhold til alder er det de 0-19-årige, der i højere grad låner e-bøger, mens dem over 20 år foretrækker lydbøger.

Faldende besøgstal, arrangemententer og udstillinger som følge af COVID-19

Grundet COVID-19 har mange biblioteker været lukket ned for at mindske smittespredningen. Dette har medført, at besøgstallene er faldet fra 37,4 mio. i 2019 til 21,7 mio. besøgende i 2020, svarende til et fald på 42 pct. Nedlukningen betød også færre aktiviteter, da der er afholdt mindre brugerundervisning, arrangementer og vist færre udstillinger på bibliotekerne. At hovedbibliotekets og filialernes åbningstimer pr. uge med og uden betjening ikke er faldet skyldes, at åbningstimerne er indberettet for en normal uge. Effekten af nedlukningen afspejles derfor ikke i disse tal.

Udvalgte aktiviteter på folkebibliotekerne. 2018-2020Kilde: Statistikbanken.dk/BIB2B

Mænd gør i højere grad brug af bibliotekernes digitale tjenester

Kulturvaneundersøgelen viser, at 21 pct. færre har været fysisk på biblioteket i løbet af en tre-måneders periode i 2020 sammenlignet med 2019. Det er særligt kvinder og 55-74-årige, der har besøgt bibliotekerne mindre. Generelt er brugen af bibliotekernes digitale tjenester på samme niveau som i 2019, dog har mænd samt 35-54-årige og personer over 75 år øget deres brug af de digitale adgangsveje i 2020. Online biblioteksbesøg er steget 44 pct. på eReolen, mens besøg på det lokale biblioteks hjemmeside er faldet 25 pct. Det tyder på, at lånerne har udskiftet deres lokale adgangsveje til de landsdækkende.

Nyt fra Danmarks Statistik

20. juli 2021 - Nr. 269

Hent som PDF
Næste udgivelse: 8. juli 2022

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken bygger på spørgeskemaer udsendt til alle folkebiblioteker, filindberetninger fra bibliotekernes administrationssystemer samt supplerende informationer fra Slots- og Kulturstyrelsen. Kulturvaneundersøgelsen er en kvartalsvis statistik som baserer sig på ca. 3000 gennemførte interviews blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16 år og over.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation


Tabeller fra Statistikbanken

Oversigt i Statistikbanken

Vis flere » « Minimer

Publikationer

Folkebiblioteker

Anden information

Seneste nyt om Biblioteker