Gå til sidens indhold

Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Drastisk fald i indbrud i beboelser

Kriminalitet (kvt.) 2. kvt. 2020

Antallet af anmeldte indbrud i beboelser har over en længere periode været faldende, men i årets 2. kvartal var antallet drastisk lavere end i samme kvartal de tidligere år. Der blev således anmeldt 2.826 indbrud i beboelser i 2. kvartal 2020, hvor antallet af anmeldelser i samme periode i 2019 var 4.947. Det svarer til et fald på 43 pct. Indbrud i beboelser dækker over villa o.l., landejendom, lejlighed og værelse. Det lave antal hænger sandsynligvis sammen med, at det er blevet sværere for indbrudstyvene at begå indbrud, når mange i løbet af foråret har holdt sig hjemme efter nedlukningen af Danmark som følge af COVID-19. Stigningen i 2018 kan formentlig forklares af indbrudsparagraffen (§ 276a), som trådte i kraft 1. januar samme år. Indførelsen af den nye paragraf betyder i praksis, at en række anmeldelser, der tidligere blev registeret som tyveri, nu registreres som indbrud.

Anmeldte indbrud i 2. kvartal, faktiske talKilde: www.statistikbanken.dk/straf10

Indbrud er faldet generelt

Det er ikke kun anmeldelser om indbrud i beboelser, der var lavt i årets andet kvartal i forhold til tidligere år. Det samme gjorde sig gældende for indbrud i forretning, virksomhed mv. samt i ubeboede bebyggelser. I 2. kvartal 2020 blev der anmeldt 2.318 indbrud i forretning, virksomhed mv. Dette er 28 pct. færre end i 2. kvartal 2019. For indbrud i ubeboede bebyggelser var der i samme periode sket et fald på 7 pct.

Også langt færre taske- og lommetyverier

I årets 2. kvartal var der tilmed et stort fald i anmeldelser af lomme- og tasketyverier i forhold til tidligere år.  Man kan formode, at dette skyldes aflysninger af store arrangementer og de generelle retningslinjer om at holde afstand grundet COVID-19. I 2. kvartal af 2020 blev der anmeldt 2.017 lomme- og tasketyverier. I samme periode i 2019 var der 6.597 anmeldelser og antallet var på knap 14.o00 i 2013.

Anmeldte lomme- og tasketyverier i 2. kvartal, faktiske talKilde: Tallene kan ikke genfindes i statistikbanken, men er en særkørsel på www.statistikbanken.dk/straf10.

Stigning i bedrageri

Antallet af anmeldelser vedrørende bedrageri var derimod på sit højeste niveau i årets 2. kvartal, hvor der blev registreret 13.005 anmeldelser. Det er en stigning på 35 pct. siden 2. kvartal 2019. Blandt anmeldelser for bedrageri i 2. kvartal 2020 findes de sager, hvor der mistænkes for svindel med hjælpepakker under Corona-krisen. Antallet af anmeldelser vedrørende bedrageri har generelt haft en hastigt stigende udvikling de seneste 6 år, særligt grundet flere anmeldelser om databedrageri.

Anmeldelser om bedrageri i 2. kvartal, faktiske talKilde: www.statistikbanken.dk/straf10.

Nyt fra Danmarks Statistik

10. juli 2020 - Nr. 273

Hent som PDF
Næste udgivelse: 19. oktober 2020

Kontakt

Statistik­dokumentation