Gå til sidens indhold

Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Øget handel med IP-rettigheder i energi og medicin

Handel med patenter og andre IP-rettigheder 2017

Virksomheders handel med patenter og andre intellektuelle rettigheder var i 2017 omtrent på samme niveau som tidligere år. I alt handlede 3,5 pct. af virksomhederne med patenter, varemærker, design og brugsmodeller i 2017 mod 3,3 pct. i 2014. Inden for fødevarer og energi/miljø skete der en fordobling fra 2014 til 2017 af antal virksomheder, som havde handel med rettigheder. Set i forhold til 2011 er der især sket en stigning inden for medicin/sundhed. Handel omfatter også licensering, hvor der handles en benyttelsesret til en rettighed, uden at den skifter ejer. Undersøgelsen dækker virksomheder med mindst ti fuldtidsbeskæftigede (årsværk), i alt ca. 17.000 virksomheder.

Andel af virksomheder der handler med IPR fordelt på ressourceområder

Størst andel med IPR-handel i møbel- og beklædningsbranchen

Blandt ressourceområderne - en særlig branchegruppering, der samler virksomhederne fra produktion til salg - var der i 2017 relativt flest handler inden for møbel- og beklædning, hvor det gjaldt 8,5 pct. af virksomhederne. Rettighederne er her typisk varemærker eller design. Andelene for fødevarer, it/kommunikation og medico/sundhed var omtrent ens (5,6 pct. til 5,9 pct.). Medico/sundhed har haft en betydelig vækst fra 3,7 pct. i 2011 til 5,9 pct. i 2017, hvorimod de to andre ressourceområder har været næsten uændrede fra 2011 til 2017. Mindst handel findes inden for turisme, bygge/bolig og transport. 21 pct. af de virksomheder, der ejer patenter, handlede med IP-rettigheder, mens den samme andel for øvrige virksomheder kun var 2,9 pct.

Flest handler i større virksomheder

Hvor der blev handlet med IP-rettigheder i 3,5 pct. af virksomhederne i undersøgelsen, var dette tilfældet for hele 10 pct. af de virksomheder, som havde 100 ansatte eller derover. Blandt de øvrige størrelsesgrupper er der kun mindre forskelle, idet virksomheder med 10-19 ansatte dog skiller sig ud, ved at kun 1,5 pct. havde handlet med rettigheder i 2017.

Flest handlede med varemærker

Set på rettigheder var der flest virksomheder der handlede med varemærker, efterfulgt af patenter og design. Typefordelingen modsvarer, at varemærker antalsmæssigt udgør langt den største gruppe af rettigheder. Værdien af handlerne indgår ikke i undersøgelsen.

IP-rettigheder ikke altid en del af forretningsstrategien

IPR-rettigheder indgår i høj eller nogen grad i forretningsstrategien hos lidt over halvdelen, 52 pct., af de ca. 600 virksomheder som vides at eje IP-rettigheder i form af patenter, brugsmodeller og design. Andelen er på samme niveau uanset ressourceområde. At andelen ikke er større tyder på, at rettigheder har forskellig værdi for virksomhederne, eksempelvis fordi rettighederne har mistet relevans efter nogle år, men fortsat er registeret. For alle virksomheder i undersøgelsen har 9 pct. oplyst, at anvendelsen af IP-rettigheder er en del af forretningsstrategien. Dette antal afspejler blandt andet, at licensering af rettigheder er relativt udbredt.

Frygt for piratkopiering i mange virksomheder

Samlet set bekymrer 10 pct. af virksomhederne sig for risikoen for at få deres ideer ulovligt kopieret, såkaldt piratkopiering. Andelen er omtrent den samme som den andel af virksomhederne, som har IPR som en del af forretningsstrategien.

Stigning i registrering af nye rettigheder

Der har siden 2014 været en stigning i registrering af nye rettigheder, hvilket kan være en del af baggrunden for stigningen i handlen. Hvor danske virksomheder i 2014 fik registreret 816 nye patenter, var antallet steget til 1.318 i 2017. For design rettigheder var de tilsvarende tal 1.620 og 1.701, mens antal nyregistrerede varemærker steg fra 3.636 til 3.985. Rettigheder registreres i stigende omfang i europæisk regi. Tallene for nyregistreringer kommer fra Patent- og Varemærkestyrelsen.

Nyt fra Danmarks Statistik

19. november 2018 - Nr. 430

Hent som PDF
Næste udgivelse: 16. september 2020

Kontakt

Kilder og metode

Resultaterne er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 4.000 virksomheder i private byerhverv med mindst ti beskæftigede. Undersøgelsen dækker bl.a. handel med IPR samt fordele og barrierer ved IPR. Ophavsret (copyright) er ikke omhandlet. Resultaterne indgår i belysningen af informations- og vidensamfundet.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation