Halvdelen af musikerne lever primært af løn
Kunstnere i Danmark 2024
For 47 pct. af kunstnere inden for Musik udgør løn, fra en eller flere arbejdsgivere, over 90 pct. af deres årlige personindkomst. Det er den højeste andel af kunstnere med lønindkomst på tværs af kunstområderne. Kunstområdet Forfattere og ord har den højeste andel af kunstnere (62 pct.), som lever af en kombination af flere indkomstkilder, fx løn, overskud af selvstændig virksomhed, honorarer og rettigheder. Musik omfatter en bred gruppe af skabende og udøvende kunstnere, som, ud over artister og sangskrivere, inkluderer musikundervisere, dirigenter, korledere mv. (alle herefter benævnt musikere). Musikere, for hvilke løn er den væsentligste indkomstkilde, kan fx være en del af et symfoniorkester eller underviser på en musikskole. For 43 pct. af musikerne er indkomsten sammensat af en kombination af flere indkomstkilder. En musiker med en kombination af indkomstkilder kan fx være musiker i et band.
Musikere med lønindkomst har oftere en lang uddannelse
63 pct. af musikerne med løn som væsentligste indkomstkilde har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, og blandt musikere med en kombination af flere indkomstkilder er det 52 pct. 39 pct. af musikere med indkomst sammensat af flere indkomstkilder har grundskole eller gymnasial uddannelse som højeste fuldførte uddannelse. 18 pct. af musikere med indkomst sammensat af flere indkomstkilder er under 30 år. Det samme gælder 12 pct. af musikere med løn som væsentligste indkomstkilde.
Musikere med lønindkomst tjener typisk mere
Musikere med løn som væsentligste indkomstkilde har en gennemsnitsindkomst på 503.000 kr. Gennemsnitsindkomsten er 431.000 kr. for musikere, hvor indkomsten er sammensat af flere indkomstkilder. Forskellen mellem gennemsnitsindkomsten og medianindkomsten er størst for musikere, der lever af indkomst sammensat af flere indkomstkilder. Der er altså en mere skæv fordeling af indkomster for musikere med indkomst sammensat af flere indkomstkilder, hvor et lille antal musikere har en markant højere indkomst end gennemsnittet. Forskellen mellem gennemsnitsindkomsten og medianindkomst for disse kunstnere er 107.000 kr., mens den er 33.000 kr. for musikere med løn som væsentligste indkomstkilde.
Information om statistikken Kunstnere i Danmark
Kunstnere i Danmark er en statistik, der skal bidrage til øget viden om kunstneres vilkår. Kunstner er ikke en beskyttet titel. Den er her defineret som en person, der er medlem af en organisation under Dansk Kunstnerråd, modtager af rettighedsmidler vedr. kunstnerisk virke eller modtager af legat fra Statens Kunstfond. Statistikken bliver løbende justeret med henblik på en mere nøjagtig definition af kunstnere, samt indkomst fra kunstnerisk virke. Ved ændring af definitioner eller afgrænsninger revideres opgørelserne bagud i tid. I december 2025 er populationen af kunstnere opdateret med nye medlems-, rettigheds- og legatdata (2025-populationen). 2025-populationen danner grundlag for tællingsåret 2024, imens 2023-populationen danner grundlag for tællingsårene 2019-2023. Tallene for 2024 kan derfor ikke direkte sammenlignes med tallene for perioden 2019-2023.
Nyt fra Danmarks Statistik
8. december 2025 - Nr. 346
Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. juni 2026
Kontakt
- Cecilie Bryld Fjællegaard, tlf. 51 27 86 09
Kilder og metode
Statistikken er udarbejdet i samarbejde med medlemsorganisationerne under Dansk Kunstnerråd. Data fra medlemsorganisationerne, samt rettighedsudbetalende organisationer er indsamlet af Danmarks Statistik gennem dataleveranceaftaler, hvorefter det er anonymiseret. De resterende data stammer fra offentlige myndigheder og eksisterende registre, og indsamles med hjemmel i Lov om Danmarks Statistiks §6.