Kulturministeriet udbetalte 13,9 mia. kr. i 2022
Kulturministeriets udbetalinger 2022
Kulturministeriet udbetalte 13,9 mia. kr. til kulturelle formål i 2022, svarende til 2.350 kr. pr. indbygger i Danmark. Generelt har niveauet af Kulturministeriets udbetalinger været markant højere de seneste tre år, når der sammenlignes med 2019, hvor der blev udbetalt 10 mia. kr. til kulturelle formål. Stigningen skyldes primært udbetalinger af hjælpepakker som følge af COVID-19, samt voksende udbetalinger vedr. mediestøtte grundet overflytning af området til Finansloven som følge af afskaffelsen af medielicensen.
Kilde: www.statistikbanken.dk/kubs01En tredjedel af udbetalingerne gik til radio og tv
Radio og tv stod for den største andel af Kulturministeriets udbetalinger med lidt under 4,8 mia. kr., svarende til 34 pct. af de samlede udbetalinger i 2022. Hovedparten af disse udbetalinger dækkede udfasningen af medielicensen samt driftstilskud til Danmarks Radio og TV 2. Scenekunst modtog omkring 1,4 mia. kr. hvilket svarede til 10 pct. af de samlede udbetalinger. Udbetalingerne gik primært til drift af landets teatre og uddannelsesinstitutioner inden for scenekunst, heriblandt Det Kongelige Teater og Kapel og Den Danske Scenekunstskole. Folkeoplysning og folkehøjskoler modtog 1,2 mia. kr. svarende til lidt under 9 pct. af de samlede udbetalinger, hvor størstedelen af udbetalingerne gik til drift af landets højskoler.
Både musik og idræt modtog 1 mia. kr. af udbetalingerne
Musik og idræt modtog begge omkring 1 mia. kr., hvilket bl.a. gik til drift af landsdelsorkestrene, de regionale spillesteder, musikkonservatorierne og de store gymnastik- og idrætsforbund. Med 0,9 mia. kr. modtog museerne 7 pct. af de samlede udbetalinger efterfulgt af bibliotekerne, der modtog 6 pct. af de samlede udbetalinger. 2,8 mia. kr. af Kulturministeriets udbetalinger fordelte sig på øvrige kulturemner.
Fonde og foreninger modtog størstedelen af udbetalingerne
Fonde og foreninger modtog 55 pct. af Kulturministeriets udbetalinger i 2022 svarende til 7,6 mia. kr., hvilket til dels kan tilskrives andelen af udbetalinger målrettet radio og tv. De offentlige institutioner modtog 3,2 mia. kr. svarende til 23 pct. af udbetalingerne, bl.a. til Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Teater, Nationalmuseet, Rigsarkivet og kommunerne. Øvrige virksomheder samt aktieselskaber stod for hhv. 12 pct. og 6 pct., hvor personlige modtagere fik lidt over 2 pct. af udbetalingerne.
Kilde: www.statistikbanken.dk/kubs02b, kubs06 og kubs08Kulturministeriets udbetalinger fordeles ud på sagsområde
Kulturministeriets udbetalinger fordeles geografisk efter sagsområde, hvor der skelnes mellem to geografiske opgørelsesmetoder for statsinstitutionerne, der bl.a. omfatter Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet, Filmskolen og Nationalmuseet. Udbetalinger til statsinstitutionerne er typisk målrettet landsdækkende formål, selvom nogle af disse institutioner fysisk ligger i fx Københavnsområdet. Opgøres statsinstitutionernes sagsområde som landsdækkende formål, udgjorde de landsdækkende midler i alt 9,3 mia. kr. svarende til 67 pct. af de samlede udbetalinger. Omvendt udgør de landsdækkende midler 6,9 mia. kr. svarende til lidt under 50 pct., hvis statsinstitutionernes sagsområde opgøres efter deres geografiske beliggenhed.
Kulturministeriets udbetalinger efter sagsområde. 2022
|
Statsinstitutioner |
Statsinstitutioner |
|
mio. kr. |
|
Hele landet |
13383 |
13383 |
- Landsdækkende |
9312 |
6869 |
- Region Hovedstaden |
1714 |
3648 |
- Region Sjælland |
337 |
421 |
- Region Syddanmark |
808 |
912 |
- Region Midtjylland |
922 |
1227 |
- Region Nordjylland |
289 |
307 |
Udlandet |
533 |
533 |
Særligt tværgående formål
Kulturministeriets udbetalinger bliver også fordelt ud på særligt tværgående formål, der dækker over børn og unge, uddannelse, forskning samt internationale formål.
Det samlede antal udbetalinger målrettet børn og unge var på 490 mio. kr. i 2022 svarende til 420 kr. pr. indbygger under 18 år. 460 mio. kr. af Kulturministeriets udbetalinger var målrettet uddannelse, hvilket bl.a. omfatter udbetalinger øremærket til drift af uddannelsesinstitutioner inden for billedkunst, scenekunst og musik. Forskning modtog lidt under 8 mio. kr., hvilket primært dækker over forskningsprojekter på museumsområdet. Kulturministeriet udbetalte 690 mio. kr. til internationale formål i 2022, hvor Tyskland som sagsområde stod for den største andel på omkring 490 mio. kr. svarende til 70 pct. Beløbene vedrører bl.a. tilskud til skole og ungdomsforeninger, samt øvrige organisationer med kulturelle formål for det danske mindretal i Sydslesvig.
Nyt fra Danmarks Statistik
5. oktober 2023 - Nr. 343
Hent som PDF
Næste udgivelse: 8. oktober 2024
Kontakt
- Søren Østerballe, tlf. 39 17 35 25