Gå til sidens indhold

Fald i produktionen af økologisk mælk

Både produktionen af økologisk mælk samt mængden af økologisk oksekød, der bliver solgt i forretningerne, er faldet efter at have været stigende i flere år.

11. april 2024 kl. 7:30

Produktionen af økologisk mælk er faldet. Der blev i 2023 produceret 691 mio. kg mælk, mens dette tal i 2022 lød på 728 mio. kg. Det er et fald på 5 pct. for økologisk mælk, mens produktionen af mælk generelt er uændret. Faldet er fortsat ind i den første måned af 2024. Noget af mælken går selvfølgelig til skummet-, mini-, let-, eller sødmælk til kaffen og skolemælken, men en del bruges også til produktion af fx ost, smør og yoghurt. Den økologiske mælk udgør ca. 12 pct. af den samlede mælkeproduktion i Danmark.

”I lang tid har produktionen af økologisk mælk været stigende. Nu er den faldet lidt igen. Det kan skyldes, at inflationen i en periode fik folk til at spare ved at omlægge forbruget til billigere varer, når de handler i supermarkedet,” siger Mona Larsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Køerne, der leverer økologiske mælk, er blandt dem, der snart kommer på græs. Mange landmænd markerer dagen på søndag, d. 14. april. 

Indvejet økologisk mælk på de danske mejerier, januar 2010-januar 2024

Køer_figur1Kilde: www.statistikbanken.dk/ani71

Hver tiende slagtede ko er økologisk

Siden 2010 er det samlede antal af slagtet kvæg, hvilket er den samlede betegnelse for dyrene uafhængigt af køn og omfatter blandt andet kalve og køer, faldet 11 pct. fra 495.000 stk. i 2010 til 440.000 stk. i 2023. I samme periode er antallet af slagtet økologisk kvæg samlet set steget 52 pct. fra 20.600 i 2010 til 31.400 i 2023. Ser man alene på de økologiske køer, altså hunkvæg som har født, er antallet af slagtninger dog faldet lidt det seneste år.

Økologisk kvæg udgør 7 pct. af alle slagtninger, og økologiske køer udgør 11 pct. af de køer, der bliver slagtet.

I Danmark anvendes kvæg primært til at producere mælk, mens det sekundært anvendes til kød. De fleste kviekalve (hunkalve) skal anvendes til mælkeproduktion og bliver til køer. Det hyppigst slagtede kvæg i Danmark er køer, der ikke anvendes som malkekøer mere. Derfor er den bedste indikation på kvægbestanden at se udviklingen i antallet af køer – både levende og slagtede.

Danmarks Statistik har endnu ikke tal for den økologiske kvægbestand i 2023, men i 2022 var der 215.300 økologiske kvæg. 

”Vi har endnu ikke opgjort den økologiske kvægbestand for 2023, men produktionen af mælk og slagtninger af køer taget i betragtning, forventer vi at se et fald i den økologiske bestand. I sidste ende afhænger udbuddet af efterspørgslen, og den lader til at være faldet på de økologiske kvægprodukter,” forklarer Mona Larsen.

Slagtninger af økologisk kvæg 

Køer_figur2Kilde: Særkørsel

Indtil 2022 var både antallet af økologisk kvæg og deres andel af den samlede bestand steget siden 2010. Økologiske kvæg udgjorde i 2022 15 pct. af den danske kvægbestand på 1,5 mio. i 2022, mens den andel var 9 pct. i 2010.

Andelen af økologiske kvæg af den samlede kvægbestand 

Køer_figur3Anm.: 2021 og 2022 er baseret på stikprøver, hvorfor der er en vis statistisk usikkerhed.
Kilde: www.statistikbanken.dk/hdyroeko

Der handles mindre økologisk okse- og kalvekød i butikkerne

Efterspørgslen på økologisk oksekød til bolognesen eller kalvekød til frikadellerne har været faldende siden 2020. Indtil da var salget af den type økologisk kød i detailhandlen næsten uafbrudt steget siden 2010, hvor salget endte på 1,4 mio. kg.

Detailomsætningen af økologisk okse- og kalvekød er faldet fra 3,8 mio. kg. i 2020 til 2,8 mio. kg. i 2022. I gennemsnit blev økologiske fødevarer 6 pct. dyrere fra 2021 til 2022, mens fødevarer generelt steg 12 pct.

Kontakt

Mona Larsen
Telefon: 39 17 33 99