Gå til sidens indhold

Trods Michelin-stjerner falder danskernes forbrug på restau­ranterne

Stadig flere danske restauranter kan bryste sig med en eller flere præstigefyldte Michelin-stjerne. Men når det kommer til danskernes lyst til at lægge penge på restaurationer af alle typer, ser billedet mere broget ud.

21. februar 2017 kl. 16:00

Fra 2006 til 2015 er husholdningernes gennemsnitlige forbrug på restauranter mv. faldet med 5,7 pct., hvis man korrigerer for prisudviklingen. Forbruget toppede i 2007 og 2008, men er faldet støt siden.

Årligt forbrug

Der er dog stor forskel på, hvor meget forskellige husstandstyper bruger på restauranter mv. I 2015 spiste husstande med mindst tre voksne ude for flest penge – 20.100 kr. om året. Derefter fulgte par under 60 år uden børn, som lagde 16.700 kr. om året på mad fra restauranter mv. Enlige ældre over 60 år brugte med 5.200 kr. færrest penge på restauranterne.

Hvordan folk bor kan også indikere, hvor meget de bruger på at spise ude. Husstande, som bor i ejerlejlighed og andelsbolig, spiste ude for henholdsvis 16.900 og 16.700 kr. i 2015. Dermed havde husstande i disse boligtyper det højeste forbrug på restauranter, cafeer, fastfood mv. I den anden ende af skalaen ligger personer, der bor i et lejet hus. De brugte kun 7.100 kr. i 2015 på restauranter mv.

Mellem landsdelene er der også forskel. I Region Hovedstaden betalte husstandene i gennemsnit 16.800 kr. for at spise ude i 2015. I Region Midtjylland gik 7.700 kr. af det gennemsnitlige husholdningsbudget i 2015 til restaurationsbranchen.

Forbrug, regionalt

Ser man i stedet på, hvem der bruger størstedelen af sit samlede forbrug på restauranter slår personer, der bor i et lejet værelse ud. Selvom denne gruppe kun brugte 10.300 kr. på mad udefra i 2015, brugte de med 10,3 pct. klart den største del af deres samlede forbrug på restaurationer.

I forhold til andre varer er det i øvrigt blevet relativt dyrere at gå på restaurant. Forbrugerprisindekset er steget med 18,1 pct. fra januar 2006 til januar 2016, mens indekset for restaurationer mv. er steget med 28,1 pct. i samme periode.

På trods af det faldende forbrug og de stigende priser er antallet af beskæftigede i restaurationsbranchen steget jævnt fra 66.700 beskæftigede i 2008 til 87.000 i 2015. Disse tal omfatter ud over restaurationer, cafeer og fastfood også bl.a. catering og værtshuse.

Beskæftigede, restaurationsbranchen

Yderligere information: Magnus Nørtoft, 39 17 31 98