Renter og bidrag

Begrebsforklaring

Rente, lang og kort

Renten på en finansiel fordring udtrykker långivers kompensation for den udskudte forbrugsmulighed. Man sondrer mellem korte og lange renter, dvs. renter på hhv. kortfristede og langfristede fordringer. Som indikator for den korte rente bruges normalt pengeinstitutternes 3-måneders rente, hvor renten på 10-årige statsobligationer bruges som indikator for den lange rente. Den korte rente kan styres centralt. Nationalbanken kan regulere mængde og pris på likviditeten i forhold til pengeinstitutterne. Den rente, pengeinstitutterne får og betaler til Nationalbanken, påvirker de rentesatser, der fastsættes i forhold til kunderne. Den lange rente dækker over andre markedsbestemte faktorer, først og fremmest inflationsforventninger og risikoforventninger. Disse faktorer får mere indflydelse på renteudmålingen, desto længere løbetid fordringen har. Den lange rente vil normalt være højere end den korte rente.

Renteindtægt

Renter af indestående i pengeinstitutter mv., pantebreve og obligationer.

Renteudgifter

Betalte renter af gæld til pengeinstitutter, Hypotekbanken, pensionskasser, forsikrings- og finansieringsselskaber, kontokortordninger, kreditforeningsgæld og pantebrevsgæld.