Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Social og Sundhed, Personstatistik
Emilie Rune Hegelund
39 17 32 46

ehe@dst.dk

Hent som PDF

Overvægt blandt børn

Data til denne statistik indsamles årligt fra Den Nationale Børnedatabase samt befolkningsstatistikken. Det indsamlede data gennemgår ikke yderligere datavalidering. Når data er indsamlet, bliver det sammenkoblet, hvorefter andelen af 6-7-årige børn og 14-15-årige unge med overvægt opregnes separat for drenge og piger for hver kommune til det endelige resultat.

Kilder

Data stammer fra et internt statistikregister og et eksternt administrativt register. Populationen, herunder personernes vægtstatus, stammer fra Den Nationale Børnedatabase administreret af Sundhedsdatastyrelsen, mens oplysninger om køn, alder og geografi stammer fra befolkningsstatistikken.

Indsamlingshyppighed

Data indsamles årligt.

Indsamlingsmetode

Data indsamles direkte fra administrative registre.

Datavalidering

I forbindelse med databehandlingen valideres og fejlsøges populationens højde- og vægtmålinger manuelt. Blandt de 6-7-årige børn er det valgt kun at inkludere observationer, hvor højden ligger i intervallet 80-179 cm og vægten er på 10 kg eller derover. Ligeledes blandt de 14-15-årige er det valgt kun at inkludere observationer, hvor højden er ≥80 cm og vægten er ≥20 kg.

Databehandling

Populationen, herunder personernes vægtstatus, køn og alder, identificeres ud fra Den Nationale Børnedatabase og kobles med befolkningsstatistikkens oplysninger om bopælskommune på målingstidspunktet ved brug af populationens afidentificerede personnumre.

Populationen omfatter kun børn og unge, som har fået målt deres højde og vægt i skolen ifm. de lovbestemte ind- og udskolingsundersøgelser siden 2012, da det først blev obligatorisk for kommunerne at indberette til Den Nationale Børnedatabase i slutningen af 2011. Da indskolingsundersøgelsen skal finde sted i 0. klasse eller 1. klasse, mens udskolingsundersøgelsen skal finde sted i 8. eller 9. klasse, begrænses populationen endvidere til børn i alderen 6-7 år og unge i alderen 14-15 år. For børn og unge med flere målinger af højde og vægt anvendes den senest registrerede måling.

Data grupperes i forhold til køn, alder og geografi (kommunegruppe og kommune, jf. kommunegruppeklassifikationen).

Overvægt blandt børn udregnes som andelen af børn inden for en given gruppe, hvis BMI er klassificeret i kategorien overvægt eller svær overvægt.

Der anvendes ikke vægte.

Korrektion

Der foretages ikke korrektioner ud over, hvad der allerede er beskrevet under Datavalidering og Databehandling.