Gå til sidens indhold

Sammenlignelighed

Kontaktinfo

Nationalregnskab, Klima og Miljø, Økonomisk Statistik
Oliver Nygaard Sørensen
51 83 40 39

ons@dst.dk

Hent som PDF

Nationalregnskab: Kvartalsvist

Det kvartalsvise nationalregnskab følger internationale retningslinjer (ESA 2010, implementeret 2014) og er sammenligneligt på tværs af lande. Det dækker alle dele af økonomien, og de fleste økonomiske statistikker har deres modsvar her. Vær dog påpasselig med sammenligning med andre statistikker pga. forskelle i definitioner og dækning. Nationalregnskabet er fuldt konsistent med betalingsbalancen og offentlig forvaltning og service.

International sammenlignelighed

I FN-regi er der udarbejdet en manual for udarbejdelse af nationalregnskabet, System of National Accounts (SNA), som EU har udarbejdet en europæisk fortolkning af (European System of Accounts (ESA)). Den nuværende SNA2008-manual følges af de fleste lande i verden, mens den tilhørende ESA2010-manual følges af alle de europæiske lande. Derfor er nationalregnskabstal i høj grad internationalt sammenlignelige.

Sammenlignelighed over tid

Det er en grundidé i udarbejdelsen af nationalregnskabsstatistik, at tallene i størst mulig grad er sammenlignelige over tid. Det betyder for eksempel, at nye kilder altid må bearbejdes til nationalregnskabets begrebsapparat, og at omlægninger af eksisterende kilder umiddelbart ikke kan ses som ændringer af variable og begreber i nationalregnskabsstatistikken. De kvartalsvise nationalregnskabstal er sammenlignelige over tid og opgøres som konsistente tidsserier uden brud.

Sammenhæng med anden statistik

I det kvartalsvise nationalregnskab anvendes aggregeringsniveauet 10a3, der svarer, med få afvigelser, til 10-standardgrupperingen i DB07. Brancherne offentliggøres i en aggregeret 10a3-gruppering, der i vidt omfang svarer til standardgrupperingen NACE A*10, dog med enkelte nationale underopdelinger.

Anvendelsen af en fælles brancheklassifikation sikrer sammenhæng mellem det kvartalsvise nationalregnskab og andre statistikområder, der anvender samme klassifikationssystem, såsom det årlige nationalregnskab og strukturstatistikken for erhvervslivet.

Ved sammenligning af branchedata fra nationalregnskabet på tværs af lande bør brugerne være opmærksomme på, at branchedata i nationalregnskabet er tilpasset nationalregnskabets begreber (fx dækning af den ikke-observerede økonomi og konceptuelle justeringer), og at nationale opgørelsesmetoder, aggregeringsniveauer og nationale tilpasninger af internationale klassifikationer kan variere en smule mellem lande.

Ellers er der fuld konsistens mellem kvartalsregnskaberne og statistikker for hhv. betalingsbalancen og offentlig forvaltning og service. Ligeledes er der sammenhæng med en række andre statistikker, herunder regnskabsstatistikken, landbrugsstatistikken, forbrugsundersøgelsen, osv. Sammenhæng på tværs af statistikområder sikres gennem anvendelse af fælles begreber, klassifikationer og definitioner samt gennem løbende konsistenstjek og konfrontation af data med relaterede statistikker. Der kan dog opstå afvigelser af flere årsager:

  • Der kan være forskel i variabeldefinitioner.
  • Forskelle i kalenderårsafgrænsningen, som i nationalregnskabet altid er året.
  • Nationalregnskabet skal dække alle økonomiske aktiviteter, herunder også illegale aktiviteter.
  • Fejl i primærstatistikker, der findes i forbindelse med opstillingen og afstemningen af nationalregnskabet, rettes ikke altid i primærstatistikkerne.

Intern konsistens

Der er pr. definition fuld intern konsistens i det kvartalsvise nationalregnskab. Den interne konsistens omfatter både det funktionelle og det institutionelle nationalregnskab. Intern sammenhæng sikres gennem konsistens mellem det kvartalsvise og det årlige nationalregnskab, hvor kvartalstallene benchmarkes til årstallene, samt gennem konsistens på tværs af brancher (NACE-aktiviteter) og mellem de forskellige opgørelsesmetoder for BNP.