Især Vestjydernes forkærlighed for det frivillige idrætsarbejde bringer dem til tops i statistikken over frivilligt arbejde.
23. januar 2020 kl. 8:00
Hele 42 pct. af voksne vestjyder svarer i en ny undersøgelse, at de har udført frivilligt arbejde inden for det seneste år. Det er markant over landsgennemsnittet, hvor 33 pct. af danskerne som helhed svarer at have udført frivilligt arbejde i årets løb.
Frivilligt arbejde dækker over at have givet arbejdskraft gratis væk som frivillig i en idrætsforening, til sociale indsatser, til kulturområdet – eller andre områder i det mangfoldige danske foreningsliv.
Kilde: www.statistikbanken.dk/KVUARGEO
Anm: Bornholm er udeladt, da antallet af respondenter i denne landsdel er for lav til at lave særskilt opgørelse på det niveau.
Det er især på idrætsområdet, at vestjyderne står stærkt i statistikken over frivilligt arbejde. Ikke mindre end 16 pct. af alle vestjyder (svarende til hver sjette) beskæftigede sig nemlig frivilligt med idrætten i 2018.
Idræt er overordnet set det største frivilligområde i Danmark – her svarer 9 pct. - svarende til hver 11. dansker - at have leveret frivilligt arbejde i løbet af 2018.
Kilde: Særkørsel på baggrund af Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse
Mindst frivilligt idrætsarbejde laves af folk fra landsdelene Byen København og Københavns omegn, hvor hhv. 5 og 7 pct. har lavet frivilligt idrætsarbejde.
Denne relativt lave andel kan delvist forklares ved, at der simpelthen er færre idrætsfaciliteter i København og omegn sammenlignet med resten af landet, forklarer fuldmægtig ved Danmarks Statistik Monika Bille Nielsen:
”Idrætsfrivilligheden er det største af alle idrætsområder i Danmark, og dermed vægter dette område tungt i statistikken.”
”En tidligere undersøgelse fra Danmarks Statistik har vist, at jyderne i mange tilfælde har over dobbelt så mange idrætsfaciliteter pr. indbygger som kommunerne på Sjælland og omkring København. Dermed bliver det også sværere for sjællændere og københavnerne at udøve frivilligt idrætsarbejde.”
Frivilligområde | Pct. af personer, som arbejder frivilligt |
Idræt | 28 |
Fritid og hobby | 20 |
Andre områder | 18 |
Social indsats | 13 |
Bolig og lokalsamfund | 12 |
Kulturområdet | 11 |
Idébaseret forening | 10 |
Skole og dagsinstitutioner | 9 |
Sundhedsområdet | 6 |
Fagforening | 3 |