Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Stemmeprocenten kun steget i ti opstillingskredse

Stemmeprocenten til folketingsvalget 2019 var med 84,5 pct. lavere end ved valget i 2015 og den laveste siden 2005. Kun i 10 ud af de 92 opstillingskredse var stemmeprocenten højere i 2019 end ved forrige folketingsvalg.

6. juni 2019 kl. 12:55

84,5 pct. af vælgerne stemte til folketingsvalget onsdag den 5. juni. Det er en lavere stemmeprocent end ved valget i 2015, hvor 85,9 benyttede deres stemmeret. Fordelt på opstillingskredse steg stemmeprocenten i 10 kredse, mens den faldt i de resterende 82.

Stemmeprocenten steg mest med henholdsvis 1,5 og 1,4 procentpoint i Bispebjerg og Nørrebro opstillingskredse, mens den faldt mest og med mere end 3 procentpoint i Lolland, Tønder, Aabenraa og Guldborgsund opstillingskredse.

Alle ti opstillingskredse, hvor stemmeprocenten er steget fra 2015 til 2019, ligger i København eller Århus.

stemmepct

Kilde: https://statistikbanken.dk/fv15tot og https://dst.dk/ext/presse/ForeloebigtResultat--xlsx

Højest stemmeprocent nord for København

Stemmeprocenten ved valget i 2019 var højest i opstillingskredsene nord for København. I Rudersdal opstillingskreds stemte 90,3 procent af vælgerne. Rudersdal var den eneste kreds med en stemmeprocent over 90 pct. I Falkoner, Egedal og Gentofte var stemmeprocenten næsthøjest og over 89 pct.

Modsat var stemmeprocenten lavest i Lolland med 77,4 pct. efterfulgt af Bispebjerg, Esbjerg By og Sundbyvester, som havde stemmeprocenter på 80-81 pct.

Se alle stemmeprocenterne i 2019 i dette regneark på dst.dk/fv19. Stemmeprocenterne ved folketingsvalgene fra 2007 og frem kan findes i Statistikbanken.

Spørgsmål kan rettes til afdelingsleder, Dorthe Larsen, dla@dst.dk eller 39 17 33 07.