Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Fakta om indvandrere og efterkommere i Danmark

I dette faktaark kan du få et overblik over vestlige og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. Deres opholdsgrundlag, tilknytning til arbejdsmarked, uddannelse og kriminalitet.

20. februar 2019 kl. 8:00

13,3 pct. af befolkningen i Danmark var i starten af 2018 enten indvandrere eller efterkommere. I absolutte tal er her tale om 591.678 indvandrere og 178.719 efterkommere.

58 pct. af indvandrerne og 84 pct. af efterkommerne i Danmark kommer fra ikke-vestlige lande, dvs. lande uden for EU/EØS-samarbejdet m. fl.  Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere tæller i alt 493.468 personer.

Befolkningen i Danmark fordelt efter herkomst pr. 1. januar 2018

figur 1

Kilde: Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2018

Se hvordan de forskellige indvandrer- og efterkommergrupper fordeler sig på oprindelsesland i publikationen Indvandrere i Danmark 2018 s. 13 tabel 1.3 samt s. 16 tabel 1.4.

Faktaboks indvandrere og efterkommere

I statistikken kan befolkningen opdeles i tre grupper afhængig af, hvor man er født, hvor ens forældre er født og hvilket statsborgerskab, ens forældrene har.

  • Indvandrere er født uden for Danmark. Ingen af forældrene er både født i Danmark og dansk statsborger.
  • Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både født i Danmark og dansk statsborger.
  • Personer med dansk oprindelse kan både være født i Danmark og udlandet. Mindst én forælder er både født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

Indvandrere fra Syrien og Irak søger beskyttelse mens kinesiske og indiske indvandrere uddanner sig og arbejder

Opdeler man de ti største ikke-vestlige indvandrergrupper, som er indvandret efter 1996 efter opholdsgrundlag – altså grunden til, de er kommet til Danmark – ser man, at indvandrere fra Syrien, Irak, Afghanistan og Iran i høj grad opholder sig i landet, fordi de har søgt asyl.

Den største indvandrergruppe efter 1996 er syrerne, som tæller 34.619 personer. Her er 97 pct. af de indvandrede efter 1996 kommet til Danmark enten som flygtninge (57 pct.) eller som familiesammenførte (40 pct.). Den næststørste gruppe er irakere, som tæller 16.233 personer. Indvandrere med irakisk oprindelse kom i 49 pct. af tilfældene til landet som flygtninge og 44 pct. som familiesammenførte. Afghanske indvandrere efter 1996 tæller 12.378 personer og fordeler sig på 55 pct. flygtninge og 41 pct. familiesammenførte.

Ikke-vestlige indvandrere fordelt efter opholdsgrundlag 2018

figur 2

Kilde: Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2018 tabel 1.10
Anm: Figuren viser de 10 største indvandrergrupper, som er indvandret efter 1996. 1996 er valgt som udgangspunkt, fordi data om opholdsgrundlag er ikke tilgængelig for årene før 1997.

Fordelingen af opholdsgrundlag ser noget anderledes ud for indvandrere fra fx Kina og Indien. Således er 34 pct. af de kinesiske indvandrere (10.356 personer i alt), i landet for at arbejde, og yderligere 34 pct. er her for at uddanne sig. Blandt de 9.369 indiske indvandrere er 76 pct. i landet for at arbejde, mens 10 pct. er her for uddannelse.

Vestlige indvandrere er kommet til Danmark for at arbejde

Kigger man på indvandrere fra vestlige lande indvandret efter 1996 er størstedelen – uagtet oprindelse - kommet til Danmark for at arbejde. Blandt Danmarks største vestlige indvandrergruppe – polakkerne (33.889 personer) – var 60 pct. af de indvandrede her for at arbejde og 9 pct. var her for at uddanne sig.

Vestlige indvandrere fordelt efter opholdsgrundlag 2018

figur 3

Kilde: Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2018 tabel 1.9
Anm: Figuren viser de 10 største indvandrergrupper, som er indvandret efter 1996. 1996 er valgt som udgangspunkt, fordi data om opholdsgrundlag er ikke tilgængelig for årene før 1997.

Store forskelle på beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere

Der er stor forskel på de ikke-vestlige indvandrergruppers tilknytning til arbejdsmarkedet. Ser man på de store ikke-vestlige indvandrergrupper fra Syrien og Irak har de beskæftigelsesfrekvenser, der er under 50 pct. for både mænd og kvinder, mens indvandrere fra Afghanistan har beskæftigelsesfrekvenser på 57 pct. for mænd og 30 pct. for kvinder. Læs mere om, hvordan opholdsgrundlag afspejler sig i indkomstfordeling her.

Beskæftigelsesfrekvens for 30-64-årige i de 15 største ikke-vestlige indvandrergrupper i Danmark

figur 4

Kilde: Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2018 tabel 2.5
Anm: Fokus er indsnævret til at omfatte 30-64-årige indvandrere. Det skyldes først og fremmest et ønske om at sortere de store grupper af unge studerende med midlertidigt ophold i Danmark fra. De fylder meget for nogle oprindelseslande og lidt for andre.

Beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere fra Kina ligger på henholdsvis 69 pct. for mænd og 63 pct. kvinder. Den relativt høje beskæftigelse skal blandt andet ses i lyset af, at en del indvandrere fra Kina opholder sig i Danmark for at arbejde. Mange indiske indvandrere opholder sig også i Danmark for at arbejde. Men blandt de indiske indvandrere er der en større forskel mellem kønnene, idet kvinderne har en forholdsvis lav beskæftigelsesfrekvens på 48 pct. mod mændenes, der ligger på 77 pct.

Overordnet set er differencen mellem, hvor mange ikke-vestlige indvandrere og personer med dansk oprindelse, der er i beskæftigelse, blevet mindre de sidste 20 år. I 1995 var der 40 procentpoints forskel i beskæftigelsesfrekvens mellem mandlige ikke-vestlige indvandrere og mænd af dansk oprindelse. Der var 44 procentpoints forskel for kvindernes vedkommende. Fra 1996-2016 er forskellen i beskæftigelsesfrekvens for mændenes vedkommende faldet med 18 procentpoint og er nu 22 procentpoint. For kvinderne faldt forskellen i beskæftigelsesfrekvens med 16 procentpoint og var i 2016 28 procentpoint. Se her hvilke brancher indvandrere i Danmark typisk arbejder i.

De vestlige indvandrere har højere beskæftigelsesfrekvens end de ikke-vestlige indvandrere. Se beskæftigelsesfrekvenser for vestlige indvandrere i publikationen ”Indvandrere i Danmark 2018” s. 40 tabel 2.2.

Halvdelen af asyl-indvandrede har grundskole som højeste uddannelse

Sammensætningen af indvandreres uddannelsesniveau varierer, alt efter hvilket opholdsgrundlag de har. Eksempelvis har indvandrere med erhverv som opholdsgrundlag ofte lange uddannelser. Det skyldes blandt andet, at den såkaldte beløbsordning og positivliste tilgodeser højt kvalificerede udlændinge med lange uddannelser og forholdsvis høj erhvervsindkomst, når der udstedes opholdstilladelser.

Således har 49 pct. af indvandrerne med erhverv som opholdsgrundlag en lang videregående uddannelse. Det tilsvarende niveau blandt personer med dansk oprindelse er 12 pct.

Indvandrere med asyl som opholdsgrundlag er den gruppe, hvor færrest har en erhvervskompetencegivende uddannelse1.  50 pct. af indvandrerne med asyl som opholdsgrundlag har grundskole som højest fuldførte uddannelse, mens kun 6 pct. har en lang videregående uddannelse.

En femtedel af gruppen har en kort-, mellemlang- eller lang videregående uddannelse med sig (21 pct.), hvilket er en lavere andel end de andre indvandrergrupper illustreret i nedenstående figur.

1 Med erhvervskompetencegivende uddannelser forstås uddannelser ud over grundskole- og gymnasieniveau.

Højeste fuldførte uddannelse for 25-64-årige indvandrere efter opholdsgrundlag. 2018

figur 5

Kilde: Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2018 tabel 3.2

For såvel 25-64-årige personer med dansk oprindelse samt vestlige og ikke-vestlige indvandrere med enten en dansk og en udenlandsk uddannelse, er der en generel tendens til højere beskæftigelse for stigende uddannelsesniveau. Eksempelvis havde mandlige 25-64-årige ikke-vestlige indvandrere, der kun har afsluttet en dansk grundskoleuddannelse en beskæftigelsesfrekvens på 55 pct. i 2016, Modsat lå beskæftigelsen på 79 pct. blandt mandlige ikke-vestlige indvandrere, der har afsluttet en lang videregående uddannelse i Danmark.

Læs mere om indvandrere, uddannelse og beskæftigelse i Indvandrere i Danmark 2018 kapitel 3.

Flest unge begår kriminalitet

Kriminalitet bliver i højere grad begået af yngre mennesker end af ældre. Og det gælder uanset, om der er tale om overtrædelse af straffeloven, færdselsloven eller særlovene. Fx blev 1,8 pct. af unge mænd i alderen 20-24 år fundet skyldig i mindst én overtrædelse af straffeloven i 2016. Til sammenligning var det fx kun 0,3 pct. af de 55-59-årige mænd.

Hvis man ser på kriminaliteten for personer i samme aldersgruppe, viser det sig, at der generelt er en større andel mænd med oprindelse i et ikke-vestligt land end af mænd med oprindelse i et vestligt land eller med dansk oprindelse, der er dømt for kriminalitet. Fx er 5,7 pct. af de 20-24-årige mandlige efterkommere fra ikke-vestlige lande blevet fundet skyldige i en eller flere overtrædelser af straffeloven i 2016. For efterkommere fra vestlige lande er den tilsvarende andel på 2,0 pct. og for mænd med dansk oprindelse på 1,5 pct.

Større andel af efterkommere end af indvandrere er dømt

Både blandt mænd med vestlig og med ikke-vestlig oprindelse er der generelt en større andel af efterkommerne end af indvandrerne, der er blevet fundet skyldig i kriminalitet, uanset arten af kriminaliteten.

Billedet er nogenlunde tilsvarende for kvindernes vedkommende. Dog er der ikke den store forskel i andelen, der er dømt for straffelovskriminalitet mellem kvindelige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Kriminalitetshyppigheder for mænd. Straffelov. 2016

figur 6

Kriminalitet hænger ofte sammen med alderssammensætningen i en gruppe samt familiens uddannelsesniveau, indkomst og socioøkonomiske status. Danmarks Statistik har udarbejdet forskellige kriminalitetsindeks, der viser, hvordan enkelte befolkningsgruppers kriminalitet påvirkes, når der korrigeres for disse forhold. Læs mere om dette i Indvandrere i Danmark 2018 s.107.

Halvering af andel som har fået dom som 18-årig

Kriminaliteten i Danmark er generelt faldende og andelen af personer, der som 18-årige var dømt efter straffeloven er væsentligt lavere for årgang 1997 end for personer født i 1987. Det gælder både for personer med dansk oprindelse og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.

Kumuleret andel 18-årige mænd med dom for overtrædelse af straffeloven efter herkomst

figur 7

Kilde: Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2018 kap. 6.3 ”Fødselsårgange”
Anm: Der tages udgangspunkt i fødselsårgangene fra og med 1987, da antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i disse årgange vurderes at være store nok til, at der meningsfuldt kan foretages opgørelser på dem. Antallet af indvandrere og efterkommere fra vestlige lande er for alle årgangenes vedkommende af så begrænset størrelse, at det er valgt ikke at lave opgørelser for dem.

Blandt de ikke-vestlige indvandrere, som er født i 1987, havde 28 pct. fået en eller flere domme, da de fyldte 19 år, denne andel er for 1997-årgangen faldet til 14 pct. - altså en halvering.

Også for de ikke-vestlige efterkommere er der sket fald i årgangens kriminalitet. 24 pct. af de ikke-vestlige efterkommere født i 1987 havde en eller flere domme, da de fyldte 19 år, dette tal var for 1997-årgangen faldet til 15 pct. For personer med dansk oprindelse er der sket en halvering fra 10 pct. til 5 pct. i perioden.