Gå til sidens indhold

Mere end hver tredje studerende flytter efter uddannelse

Studerende på bacheloruddannelser og mellemlange videregående uddannelser flytter relativt ofte efter deres studieplads, mens studerende på erhvervsuddannelser og lange videregående uddannelser flytter relativt sjældent.

3. september 2018 kl. 14:30

I 2017 påbegyndte knap 56.000 personer for første gang et studie med semesterstart i august eller september.  Ud af disse flyttede 20.121 i 2. halvår 2017, hvilket svarer til 36 pct.

Bacheloruddannelserne havde den største tilgang af studerende og optog 34 pct. af alle nystartede studerende, der begyndte i august eller september 2017. Bachelorstuderende stod samtidig for 54 pct. af alle flytninger i 2. halvår 2017.

I forhold til det samlede antal nystartede studerende flyttede bachelorstuderende altså forholdsvis ofte sammenlignet med studerende fra de øvrige uddannelser. Dette kan ses af differencen mellem andelen af studerende og andelen af flytninger. En negativ difference viser, hvilke uddannelser relativt flest studerende flyttede efter i 2017.

figur1

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel.
Anm: Opgørelsen tæller kun studerende, som første gang påbegyndte en uddannelse i august/september 2017.

Erhvervsuddannelser havde modsat bacheloruddannelserne den største positive difference mellem andelen af studerende, der begyndte studie og deres andel af flytninger. Erhvervsuddannelserne optog 33 pct. af alle de nybegyndte studerende og stod for 12 pct. af de studerendes flytninger i 2. halvår 2017.

14 procent flytter over Storebælt

De 20.121 personer, der flyttede efter studie i 2. halvår 2017, flyttede 23.585 gange i perioden, hvilket betyder, at nogle studerende flyttede flere gange.

3306 flytninger gik på tværs af Storebælt, hvilket svarer til 14 pct. af flytningerne, mens 15.823 flytninger gik på tværs af kommuner, hvilket svarer til 67 pct. af flytningerne. 

figur2

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel.

Af de 3306 flytninger over Storebælt gik flest fra Jylland og Fyn til Sjælland og Hovedstaden – altså fra vest til øst. 1997 af Storebæltsflytningerne gik fra vest til øst, mens 1309 gik fra øst mod vest.

flyt39

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel

Region Syddanmark sender studerende til Hovedstaden

Når turen gik over Storebælt, så gik den oftest til Hovedstaden, som er den eneste region, der havde en positiv nettotilflytning af studerende, når man kigger isoleret på flytningerne over Storebælt.

Region Syddanmark havde den næststørste tilflytning af studerende over Storebælt men havde også en relativ stor fraflytning af studerende.

Dermed endte regionen med at have en negativ nettotilflytning over Storebælt på 343 studerende, hvilket kun blev overgået af Region Sjælland, som endte med minus 347 studerende netto.

 figur32

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel.
Anm: Kun flytninger på tværs af Storebælt.
 

Region Syddanmark ”eksporterede” især studerende til Region Hovedstaden, hvor studerende fra Region Midtjylland også var stærkt repræsenteret.

nytbillede

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel.

Anm: Kun flytninger på tværs af Storebælt 2. halvår, 2017.  

De studerende, som flyttede i forbindelse med deres studie, var oftest mellem 20 og 24 år gamle. Flest 20-årige (6735) og næst flest 21-årige (6322).

figur5

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel.

Anm: De 23.585 flytninger i 2. halvår 2017 blev foretaget af 20.121 personer. Er personer, der er flyttet flere gange blevet et år ældre i mellem 2 flytninger, er de talt med i begge alderstrin.

Data til denne artikel er leveret af Henning Christiansen & Susanne Mainz. Har du spørgsmål til data, er du velkommen til at tage kontakt på hch@dst.dk /tlf: 39 17 33 05 eller sms@dst.dk /tlf: 3917 3394.