Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Danmarks Statistik blandt de ti bedste til digital forvaltning

Et godt digitalt kanalskift med hjemmesiden som hovedkanal for udgivelse af statistik er en af grundene til, at Danmarks Statistik har fået en pris i DM i Digital Forvaltning.

11. oktober 2006 kl. 0:00

Danmarks Statistik har fået en pris for at være blandt de ti bedste i landet til digital forvaltning. Prisen er uddelt af bladet Computerworld i samarbejde med firmaet NNIT og brancheforeningen Dansk IT.

Førstepladsen i det såkaldte DM i Digital Forvaltning gik til SKAT, som har været igennem en gennemgribende digital omlægning. 
Danmarks Statistik fik især udmærkelse for et godt digitalt kanalskift, hvor hjemmesiden og databankerne i dag er blevet hovedkanal for al formidling af statistik til samfund og borger. 

- Det er dejligt at få sådan en pris. I det daglige arbejde glemmer man nemt, at vi faktisk er gode til det, vi laver. Vi er formentlig blandt de bedste i verden, når det gælder formidling af statistik, siger kontorchef  Torben Søborg, som modtog prisen på vegne af Danmarks Statistik.


Han understreger, at der ligger mange års arbejde til grund for at kunne komme så langt, som Danmarks Statistik er i dag. For at opnå en velfungerende levering af statistik fra hjemmesiden til kunder og brugere, kræver det nemlig, at alle de interne systemer også virker. 

En samlet strategi

Danmarks Statistik har ansvaret for enorme mængder af data om samfund, erhvervsliv og borgere, og der er lagt rigtig mange årsværk i at systematisere og strømline publiceringen internt. Det digitale kanalskift fra papir til internet er altså ikke bare noget udvendigt, men et led i institutionens samlede udviklingsstrategi.
- En meget tydelig konsekvens er, at vi lukker vores trykkeri til nytår, siger Torben Søborg.

 

Papiret ikke helt væk endnu

Danmarks Statistik er i dag en meget digitaliseret institution, både internt og når det gælder det, der leveres ud af huset. Men når det drejer sig om at få data ind i huset, halter det. En del statistik laves på baggrund af registre eller interviews, og her er arbejdsgangen digital. Men en anden stor del laves på baggrund af indberetninger fra virksomheder, som i stor udstrækning stadig foregår på papir.

 - Jeg kunne godt drømme om, at den næste pris, vi får, bliver for at have et velfungerende digitalt system på indberetningssiden, siger Torben Søborg.


Det er i øvrigt ikke første gang, Danmarks Statistik indhøster ros udefra for formidlingen af statistik. Vicekontorchef Annegrete Wulff indhentede for nyligt en førstepris for sit indlæg på en konference i Barcelona om output-databaser, og formidlingschef Leon Østergaard høstede en andenplads på en konference i Washington om statistikformidling.

Denne artikel er offentliggjort 11. oktober 2006.

Ansvarlig for siden

Presse