Gå til sidens indhold

Dansk tøj er made in China

Markant stigning i importen af tøj fra Kina i løbet af årets første syv måneder. Inden for visse varegrupper er importen fra Kina mere end tredoblet siden handelsrestriktionerne blev fjernet ved årsskiftet.

9. september 2005 kl. 0:00

Kina er stærkt på vej til at blive den altdominerende leverandør af nyt tøj til danskernes klædeskabe. Uanset om vi taler om jakkesæt, herrebukser, strikketrøjer eller skjorter, bliver langt det meste hentet direkte til landet med en made in China mærkat på indersiden af tøjet. Og udviklingen har været ekstraordinært kraftig siden ophævelsen af handelsrestriktionerne ved årsskiftet, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I de første syv måneder af 2005 nåede værdien af importen af beklædningsgenstande fra Kina op på 3 mia. kr., en stigning på 37 pct. i forhold til samme periode i 2004. Ifølge statistikken nåede importen sit foreløbige højdepunkt i juli 2005, hvor importen af beklædningsgenstande fra Kina var 51 pct. højere end i juli 2004. Den store fremgang i importen af tøj fra Kina betyder, at næsten en tredjedel af den samlede import af beklædningsgenstande til det danske marked nu kommer fra ét eneste land - Kina.

Ser vi nærmere på udvalgte varegrupper i tekstilimporten er udviklingen endnu mere dramatisk. Tag for eksempel varegruppen strik (sweatere, pullovere, trøjer, cardigans mv.). Importen af strik er i løbet af årets første syv måneder næsten firedoblet i forhold til samme periode året før. Da EU for nylig indførte særlige kvoter for at begrænse importen af tøj fra Kina, var netop strikvarerne den første varegruppe, der stødte mod loftet.



Importen af beklædningsgenstande fra Kina er nu mere end dobbelt så stor som importen fra Tyrkiet, der er nummer to på listen over de lande, hvorfra Danmark importerer mest tøj. Samtidig er de tidligere store europæiske tekstilproducerende nationer som eksempelvis Portugal og Polen for længst blevet overhalet af Kina og andre lande i Asien, når det gælder om at forsyne det danske marked med beklædningsgenstande (se figur).

 

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70