Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Hård kamp om debutanter, seniorer og børnefamilier

Danmarks Statistik sætter nu tal på valgkampens mest ombejlede vælgergrupper. 625.000 vælgere har mindst ét barn i institutionsalderen. 791.000 er 65 år eller derover, mens 132.000 indvandrere og efterkommere er stemmeberettigede.

28. januar 2005 kl. 0:00

Den 8. februar kan 174.000 unge danskere gå til stemmeurnen for første gang. Christiansø er i bund med blot fire førstegangsvælgere, mens Københavns Kommune topper med 12.000 debutanter.
Antallet af førstegangsvælgere ved dette valg er faldet med 25.000 personer i forhold til folketingsvalget i 2001. Alderssammensætningen blandt de 4.016.896 stemmeberettigede danskere er i det hele taget i færd med at forskyde sig i retning af flere ældre og færre yngre vælgere.  

Ombejlede børnefamilier
Valgkampen har indtil nu haft stor fokus på børnefamiliernes vilkår og prisen på en plads i børneinstitution. De senest tilgængelige oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at diskussionen om forældrebetaling til børneinstitutioner i øjeblikket har direkte relevans for 625.000 personer, som har mindst ét barn i institutionsalderen mellem nul og seks år. Tal fra Danmarks Statistik viser, at langt de fleste børn i denne aldersgruppe bliver passet ude.

Ældregruppen er størst
Både førstegangsvælgerne og gruppen af vælgere med børn i institutionsalderen står imidlertid i skyggen af den klart største vælgergruppe: De ældre. Den seneste befolkningsopgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 791.000 danske statsborgere er fyldt 65 år. Og gruppen vokser - siden 2001 er der kommet 11.000 flere vælgere i denne aldersklasse.

Indvandrere og efterkommere
132.000 indvandrere og efterkommere er over 18 år, har dansk statsborgerskab og er dermed stemmeberettigede ved valget. Det viser en opgørelse fra oktober 2004. En del af disse personer har opnået deres danske statsborgerskab i løbet af den seneste valgperiode, og skal dermed til stemmeurnerne for første gang. 11.100 indvandrere og efterkommere på 20 år og derover fik dansk statsborgerskab i 2002 og 2003. Hertil kommer et antal, som fik dansk statsborgerskab i 2004, men som ikke er opgjort endnu samt personer på 18 og 19 år, som har fået statsborgerskab siden 2001, men som ikke bliver opgjort særskilt i statistikken.   

Ansvarlig for siden

Presse