Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Voksen og følsom - Danmarks førende konjunkturindikator fylder 30

For 30 år siden tog Danmarks Statistik for første gang temperaturen på den almindelige danskers forventninger til den økonomiske udvikling. Siden er Forbrugertillidsindikatoren gået op og ned i takt med de store omvæltninger i Danmark og udlandet.

24. januar 2005 kl. 0:00

Vedtagelsen af Kartoffelkuren, afstemningen om Maastricht-traktaten, den "sorte mandag" på verdens børser, storkonflikten på arbejdsmarkedet, angrebet på World Trade Center. Sådan lyder nogle af de mere dramatiske eksempler på begivenheder, som øjeblikkelig har fået kurven over borgernes forventninger til fremtiden til at ændre sig. Men også andre hændelser som eksempelvis et EM i fodbold, et regeringsskifte eller et politisk forlig på det økonomiske område kan straks påvirke borgernes økonomiske forventninger til fremtiden.

Det er med andre ord en følsom personlighed, der fejrer sin 30 års fødselsdag. Og Forbrugertillidsindikatoren er på vej til at blive endnu mere fintfølende - Danmarks Statistik offentliggør fremover forbrugertillidsindikatoren med decimaler i stedet for som et heltal. Det sker for at give omverdenen et mere præcist billede af udviklingen. 

Afspejler forbrugernes syn på privatøkonomien
Samtidig er Forbrugertillidsindikatoren et anerkendt værktøj blandt økonomiske analytikere og journalister, som følger den nationaløkonomiske udvikling tæt.
"Forbrugertillidsindikatoren har sin styrke på mikroniveau, hvor den giver et realistisk indblik i forbrugernes vurdering af, hvorvidt deres privatøkonomi er inde i en positiv eller negativ udvikling," siger chefanalytiker i Danske Bank, Steen Bocian.
Han lægger til gengæld mindre vægt på de spørgsmål i Forbrugertillidsindikatoren, hvor forbrugerne bliver bedt om at give udtryk for deres forventninger til samfundsøkonomien. "Her er der en tendens til, at folk blot svarer det, som de har hørt på tv. Hvis økonomerne i tv-nyhederne siger, at det går godt med økonomien, svarer den almindelige borger som regel det samme, når de bliver spurgt om deres forventninger til den generelle økonomiske udvikling i samfundet," vurderer Steen Bocian.

Højeste niveau siden 1998
Lige nu viser Forbrugertillidsindikatoren, at forbrugernes forventninger til fremtiden har nået det højeste niveau siden januar 1998 efter en kraftig stigning fra december til januar. Læs mere om den senste udvikling i forbrugernes forventninger på www.dst.dk/fti.

Fakta
Hver måned ringer et korps af telefoninterviewere fra Danmarks Statistik til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning for at stille en række spørgsmål om både borgernes forventninger til udviklingen i deres privatøkonomi og om borgernes syn på den generelle økonomiske udvikling i samfundet. Læs mere om Forbrugertillidsindikatoren på www.dst.dk/fti

Ansvarlig for siden

Presse