Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

It-anvendelse i virksomheder 2017

I publikationen beskrives virksomhedernes it-anvendelse i bred forstand. I årets undersøgelse er der specielt fokus på anvendelsen af avancerede teknologier i danske virksomheder, der varierer på tværs af brancher.

Resultaterne fra undersøgelsen om virksomhedernes it-anvendelse i 2017 viste blandt andet, at der har været fremdrift i danske virksomheders digitalisering. Adgang til hurtigt internet, mobilt bredbånd og brug af sociale medier udbredte sig med stor hastighed.

Danske virksomheder er EU’s mest digitaliserede
Danmark har den største andel af virksomheder med mindst 10 ansatte indenfor de private, ikke-finansielle byerhverv, hvor digitaliseringsgraden er enten høj eller meget høj. Det viser Eurostats seneste statistik om udbredelsen af teknologi i virksomhederne.

I Danmark har 42 pct. af virksomhederne høj eller meget høj digitaliseringsgrad i 2017, viser Eurostats’s beregninger. Med henholdsvis 41 og 35 pct. kommer Finland og Norge på anden og tredjepladsen.

Den danske førsteplads i EU skyldes, at andelen af virksomheder, der anvender en række basisteknologier, er relativt høj. De basisteknologier, der er mest udbredte i danske virksomheder, er hurtig internetforbindelse, medarbejdere med bærbart udstyr til mobil internetadgang, egen hjemmeside og brug af sociale medier.

Til gengæld er avanceret teknologi indenfor andre områder såsom e-salg til udlandet og Big Data analyse mindre udbredt, end i lande vi typisk sammenligner os med.

Danske virksomheders brug af avancerede teknologier
Publikationen ser på virksomhedernes brug af avancerede teknologier, såsom internetforbundne sensorer, satellitbaserede tjenester samt maskinlæring og kunstig intelligens. 5 pct. af virksomhederne anvendte maskinlæring og kunstig intelligens i 2017. Fordelt på brancher var maskinlæring og kunstig intelligens mest udbredt blandt virksomheder indenfor information og kommunikation, hvor 13 pct. anvendte disse former for avanceret teknologi.

Knap en tredjedel af virksomhederne anvendte internetforbundne sensorer i 2017. Da denne teknologi kan bruges til mange forskellige formål, var anvendelsen fordelt relativt ligeligt på brancherne. 15 pct. af virksomhederne anvendte satellitbaserede tjenester i 2016. Anvendelsen af satellitbaserede tjenester var meget branchespecifik, og virksomheder indenfor transport var med en andel på 45 pct. langt de største brugere.

Sammenhæng mellem brug af high tech og ansattes uddannelse i Danmark
I publikationen undersøges det, om der er en sammenhæng mellem virksomhedernes brug af avancerede teknologier og de ansattes uddannelse. Betegnelsen avanceret teknologi omfatter internetforbundne sensorer, satellitbaserede tjenester, RFID teknologi samt maskinlæring og kunstig intelligens. I virksomheder med avanceret teknologi havde 25 pct. af de ansatte et højt uddannelsesniveau (gennemført mellemlang eller lang videregående uddannelse), og heraf var der 8 pct. inden for det tekniske fagområde.

 


It-anvendelse i virksomheder

Kolofon

It-anvendelse i virksomheder
Uddannelse og viden
ISBN pdf: 978-87-501-2289-0
Udgivet: 25. januar 2018 kl. 08:00
Antal sider: 31
Kontaktinfo:
Gitte Frej Knudsen
Telefon: 39 17 31 19

Nyhedsbrev

Billede: Ikon for email - Danmarks Statistik

Modtag en email, når vi udgiver en ny publikation.

Tilmeld nyhedsbrev