Gå til sidens indhold

Kultur 2019

Publikationen Kultur 2019 kaster lys på produktion og forbrug af kultur i Danmark på tværs af områder som aviser, museer, zoologiske haver, teatre og biografer, musik, fredede bygninger, idræt, frivilligt arbejde og brug af internettet. Årets tema sætter fokus på udlån af materialer fra landets folkebiblioteker og eReolen. Det belyser de enkelte låneres lånemønstre ud fra blandt andet geografi, uddannelse og køn. Det er en forsmag på en ny individbaseret biblioteksstatistik, der udkommer i andet kvartal 2020.

Temakapitlet viser bl.a., at:

  • Få lånere står for en stor del af biblioteksudlånene. 10 pct. af lånerne stod for 45 pct. af det samlede udlån, mens de resterende 90 pct. af lånerne stod for 55 pct. af det samlede udlån.
  • Nordsjællændere låner mest på biblioteket, mens vestjyder, bornholmere og vest- og sydsjællændere låner mindst. I 4. kvt. 2019 gjaldt det 18 pct. i Nordsjælland mod 12 pct. i de andre tre landsdele.
  • Det er mere end dobbelt så udbredt blandt kvinder som mænd at låne biblioteksmaterialer.
    19 pct. af den kvindelige del af befolkningen lånte materialer, mens det gjaldt 9 pct. af den mandlige.
  • 26 pct. af befolkningen med en længere uddannelse lånte biblioteksmaterialer, mens det gjaldt 7 pct. med en grundskole eller forberedende uddannelse.

 

Ud over bibliotekerne belyser publikationen bredt kulturaktiviteter i det forgangne år. Den belyser også strukturelle forhold for kulturen før COVID-2019, som rammer kulturlivet hårdt. Det fremgår blandt andet, at staten og kommunerne tilsammen bevilligede 24 mia. kr. til biblioteker, scenekunst, museer, idræt og andre kulturelle formål i 2019, hvilket var en stigning på 0,5 pct. i forhold til året før. Bevillingen svarede til 4.140 offentlige kulturkroner pr. dansker. Den samlede ledighed for kunst- og kulturuddannede faldt for fjerde år i træk til 9 pct. i 2018, men den varierede fra 4 pct. til 20 pct. mellem de forskellige dele af faget.

Publikationen giver i øvrigt et indblik i befolkningens kulturvaner på tværs, dvs. hvilke grupper der laver flere typer kulturelle aktiviteter.

Hvis du har yderligere spørgsmål til publikationen, er du velkommen til at kontakte Henrik Huusom på hhu@dst.dk.


Kultur

Hent som pdf

Kultur 2019

Kolofon

Kultur
Kultur og fritid
ISBN pdf: 978-87-501-2354-5
Udgivet: 3. april 2020 kl. 08:00
Antal sider: 79
Kontaktinfo:
Claus Werner Andersen
Telefon: 39 17 34 33

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig