Gå til sidens indhold

Bogsalget topper i november og december

Bogsalg 2024

I 2024 blev der solgt 8,7 mio. bøger i styksalg fra fysiske boghandlere og som websalg. Styksalget, som er ekskl. streaming, toppede i november og december. Tilsammen stod disse to måneder for ca. en tredjedel af årets samlede salg. I november 2024 blev der solgt 1,1 mio. bøger, hvilket var en halv mio. flere end i oktober, og bogsalget steg yderligere til 1,5 mio. i december. Stigningen i antallet af solgte bøger i november og december ses i alle år i perioden 2022 til 2024. Næstefter november og december bliver der solgt flest bøger i juli. Til sammenligning blev der i juli 2024 solgt omkring 700.000 bøger.

Styksalg af bøgerKilde: www.statistikbanken.dk/bogs04

Fagbøger er populære til jul og skønlitteratur til sommerferien

I december 2024 var 37 pct. af de solgte bøger faglitterære, blandt andet kogebøger og biografier, mens andelen af skønlitteratur udgjorde 27 pct. I sommerperioden var det omvendt. I perioden juni-august var 32 pct. af de solgte bøger skønlitterære, mens 25 pct. var fagbøger. Især i juli måned er skønlitteatur populært. Der blev i juli 2024 solgt 235.000 skønlitterære bøger, svarende til 34 pct. af bogsalget i denne måned, mens 23 pct. var fagbøger.

Andel af bogsalget efter hovedgenreKilde: www.statistikbanken.dk/bogs04

De 5 mest solgte boggenrer i december og juli

Bøger til de helt små, billedbøger, aktivitetsbøger mv. var den mest sælgende kategori i december i 2024. Med omkring 184.000 solgte eksemplarer stod den kategori for 12 pct. af månedens samlede bogsalg. Den næstmest sælgende genre var Krimier, thrillere og spændingsromaner, som der blev solgt 136.000 af, svarende til 9 pct. af salget. Begge genrer var også populære i juli. Her var det dog krimier mv, der med 95.000 solgte eksemplarer var den mest solgte genre, svarende til 14 pct. af bogsalget i juli. Mens de fem mest solgte genrer i juli alle var skønlitterære - med undtagelse af Bøger til de helt små, billedbøger, aktivitetsbøger mv., som er en blandingskategori - var to ud af de fem mest solgte genrer i december faglitterære. Den tredjemest solgte kategori i december var Biografier, sande fortællinger og ikke fiktiv prosa, og den fjerde mest solgte var Mad og drikke.

Top 5 solgte boggenrer i juli og december i 2024Kilde: www.statistikbanken.dk/bogs04

Særlige forhold ved denne offentliggørelse

Statistikken om bogsalg blev første gang udgivet i 2024 og belyser styksalget af bøger fordelt på format, genre, udgivelsessprog og originalsprog. Der er tale om en ny statistik, hvor datakilder og dækning fortsat er under udvikling, og der kan derfor forekomme revisioner af tallene. I forbindelse med denne udgivelse er tallene fra sidste år blevet revideret. Der er tale om mindre justeringer baseret på opdaterede oplysninger om bøgernes genre, format, sprog mv.

Med denne udgivelse er der desuden kommet en ny tabel: www.statistikbanken.dk/bogs04, som viser bogsalget efter genre på månedsbasis.

Frem mod næste offentliggørelse vil statistikken blive søgt udvidet med data om streaming af bøger og lydbøger. Det vil også blive undersøgt om statistikken kan nuanceres yderligere med flere opdelinger, blandt andet i forhold til Det fælles klassifikationssystem for de danske folke- og skolebiblioteker DK5.

Nyt fra Danmarks Statistik

15. december 2025 - Nr. 358

Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. december 2026

Kontakt

Kilder og metode

Bogsalgsstatistikken er baseret på transaktionsdata fra de største forhandlere af fysiske bøger, der er beriget med metadata fra DBK (Bogportalen) og Publizon. Kategorierne i Statistikbanken er dannet ved hjælp af disse metadata. Læs mere om kilder og metoder vedrørende undersøgelsen i statistikdokumentationen om bogsalg og på emnesiden om litteratur.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation