Fædre holder længere barselsorlov
16. april 2026
Det gennemsnitlige antal dage, som fædre holder orlov med barselsdagpenge, er steget hvert år inden for de sidste ti år. Udviklingen er særlig markant efter indførelsen af øremærket fædreorlov i august 2022. For børn født i 2015 holdt fædre i gennemsnit 29 dages barselsorlov, stigende til 39 dage for fædre til børn født i 2021. I 2023, der var det første hele år efter indførelsen af øremærket fædreorlov, holdt fædre i gennemsnit 72 dages barselsorlov. Fra fødselsårgang 2023 til 2024 er fædres gennemsnitlige antal dage med barselsdagpenge steget yderligere til 77 dage.
Fædres barselsorlov stiger med uddannelsesniveauet
Varigheden af fædres barselsorlov stiger med deres uddannelsesniveau. Fædre uden uddannelse holdt i gennemsnit 59 dages barselsorlov, mens fædre med en lang videregående uddannelse i gennemsnit holdt 90 dages barselsorlov til børn født i 2024.
Fædres bopælskommune har betydning for hvor meget barsel de afholder
Omfanget af fædres barselsorlov varierer alt efter, hvor i landet de bor. De fædre, der i gennemsnit holder flest dages barselsorlov, bor typisk nær de større byer. For børn født i 2024 holdt fædrene således flest dage på barselsorlov i Lyngby-Taarbæk, København og Frederiksberg med 89 dages barselsorlov i gennemsnit i alle tre kommuner. I den anden ende af skalaen holdt fædrene i gennemsnit færrest dage på barselsorlov på Lolland, Ærø og i Lemvig med hhv. 56, 59 og 60 dage på barselsorlov.
Mødres barselsorlov er faldet efter indførelse af øremærket fædreorlov
Mødre til børn født i 2020 holdt i gennemsnit 280 dages barselsorlov efter fødslen. Dette antal er faldet med 40 dage til 240 dages barselsorlov for mødre til børn født i 2024. Langt størstedelen af dette fald forekom samtidig med indførelsen af den øremærkede fædreorlov, altså fra 2021 til 2023.
Samboende dagpengeberettigede forældres barselsorlov i barnets første leveår
|
Børn født i hver af de pågældende år |
||||
|
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
2024 |
|
|
|
|
|
|
Antal forældrepar |
43482 |
46528 |
43657 |
43901 |
44001 |
|
dage |
||||
Barnet, dage med mindst én af forældrene |
302,2 |
302,1 |
297,3 |
291,3 |
293,3 |
Mor - Barselsorlov efter fødsel |
280,0 |
278,2 |
263,3 |
241,9 |
240,1 |
Far - Barselsorlov efter fødsel |
37,1 |
39,1 |
52,7 |
72,1 |
76,7 |
Anm. I opgørelsen medtælles samboende forældrepar, hvor begge forældre er berettigede til barselsdagpenge. |
Spædbørns samlede forældretid er faldet lidt
Børn født i 2020 fik i deres første leveår i gennemsnit 302 dage sammen med mindst en af forældrene på barselsorlov. Det gennemsnitlige antal dage med mindst en af forældrene er efterfølgende faldet til 291 dage for børn født i 2023 for så igen at stige til 293 dage for børn født i 2024. Det samlede fald i antal dage med mindst en forælder skyldes, at flere forældrepar afholder en større del af barslen samtidig.
Dagpenge ved fødsel 2025
16. april 2026 - Nr. 93
Næste udgivelse: 13. april 2027
Alle udgivelser i serien: Dagpenge ved fødsel
Kontakt
- Carsten Bo Nielsen, tlf. 23 74 60 17
- Mikkel Zimmermann, tlf. 51 44 98 37
Kilder og metode
Udbetaling af dagpenge i forbindelse med fødsel administreres af Udbetaling Danmark og ATP, hvorfra statistikkens datagrundlag kommer. Dagpenge udbetales enten til arbejdsgiveren som kompensation for udbetalt løn til en ansat på barsel eller udbetales direkte til borgeren, når der ikke er udbetaling af løn. Forældre til børn født i de enkelte år indgår i statistikken, såfremt barnet har ophold i Danmark senest 14 uger efter barnets fødsel. Forældre, der ikke har været på barselsorlov med udbetaling af dagpenge, indgår i statistikken med nul orlovsdage, såfremt de ville være berettigede til at modtage dagpenge i forbindelse med barnets fødsel. Hovedreglen for at være berettiget er, at indtægtsgrundlaget umiddelbart inden barnets fødsel giver ret til dagpenge på mindst 80 pct. af det højest mulige dagpengebeløb på fødselstidspunktet. Ordene forældre, mor og far skal i statistikken opfattes som begreber. Et forældrepar kan bestå af en kvinde og en mand, to kvinder, to mænd, en enlig kvinde eller en enlig mand. Består et forældrepar af mere end en person, kan de være samboende eller ikke samboende. Efter lovændringen den 2.august 2022 kan et forældrepar i forhold til barsel bestå af mere end to personer. I statistikken vil den kvinde, der har født barnet, få tildelt mor-rollen og alle andre få tildelt far-rollen. Hvis flere deles om far-rollen, summeres dagene, idet dog kun far-rollen med det største antal dage da repræsenterer far-rollen, hvad uddannelse og branche angår.