Stigning i realindkomsten før skat i 2024
Indkomster for personer 2024
Den samlede indkomst før skat udgjorde i 2024 i gennemsnit 414.900 kr. pr. person i alderen 15 år og derover. Det svarer til en stigning på 4,9 pct. i den gennemsnitlige indkomst før skat i forhold til 2023, hvor den var 395.500 kr. Korrigeret for inflationen på 1,4 pct. i 2024, jf. www.statistikbanken.dk/pris8, steg realindkomsten før skat pr. person i 2024 med 3,5 pct. i forhold til året før. Den relative stigning i realindkomsten før skat i 2024 var et halvt procentpoint højere end i 2023, hvor den var 3,0 pct. Da inflationen toppede i 2022 faldt realindkomsten derimod med 6,9 pct. på årsbasis.
Erhvervsindkomsten steg med 4,8 pct. i løbende priser
Erhvervsindkomsten steg samlet set i gennemsnit fra 275.500 kr. i 2023 til 288.700 kr. i 2024, svarende til en relativ fremgang på 4,8 pct., målt i løbende priser. Det var især lønindkomsten, der med en stigning på 12.700 kr. til 268.700 kr. i 2024 eller 5,0 pct. bidrog mest, mens virksomhedsoverskud for selvstændige steg med 1,9 pct. i forhold til 2023 og i gennemsnit udgjorde 19.000 kr. pr. person i alderen 15 år og derover i 2024.
Indkomst fra offentlige overførsler steg næsten 4 pct.
Offentlige overførselsindkomster steg samlet set i gennemsnit fra 66.500 kr. i 2023 til 69.100 kr. i 2024, svarende til en relativ stigning på 3,9 pct. Årsagen hertil er især udviklingen i indkomst fra offentlige pensioner samt fra arbejdsløshedsdagpenge. Indkomst fra de offentlige pensioner steg med 1.800 kr. til 44.500 kr. i gennemsnit i 2023, svarende til 4,2 pct. Antallet af personer, der på et tidspunkt i løbet af året har modtaget arbejdsløshedsdagpenge steg med 8.900 personer til 235.600 personer i alt fra 2023 til 2024. Dette er en medvirkende årsag til, at de gennemsnitlige udbetalinger af arbejdsløshedsdagpenge pr. person over 15 år steg fra 2.900 kr. i 2023 til 3.200 kr. i 2024 svarende til 10,3 pct.
Stor relativ stigning i indkomst fra private pensioner i 2024
Indkomst fra private pensioner, der inkluderer arbejdsmarkeds- og tjenestemandspension samt pensionsudbetalinger fra ATP, steg fra 25.600 kr. i 2023 til 27.100 kr. i 2024, svarende til 5,9 pct. i løbende priser.
Fortsat fremgang på de finansielle markeder 2024
Efter et markant relativt fald på 29 pct. i formueindkomsten fra 2021 til 2022, var året 2023 et bemærkelsesværdigt godt år på de finansielle markeder, hvor den gennemsnitlige formueindkomst steg med hele 77 pct. i forhold til 2022. I det efterfølgende indkomstår 2024 fortsatte denne stigning, dog i et mere moderat omfang. Den gennemsnitlige formueindkomst før skat steg således med 2.700 kr. fra 24.500 kr. i 2023 til 27.200 kr. i 2024, svarende til en relativ stigning på 11 pct. målt i løbende priser. Formueindkomsten dækker primært over renteindtægter og aktieindkomster.
Lønindkomst udgjorde over en tredjedel af indkomst for 65-69 årige i 2024
Lønindkomstens andel udgjorde i 2024 omkring 65 pct. af den samlede personlige indkomst før skat for alle personer i alderen 15 år og derover. For personer i eller tæt på pensionsalderen falder lønindkomstens bidrag generelt til den samlede indkomst, men den har været stigende igennem de senere år. Det er en udvikling, der for alvor startede allerede fem år før, at folkepensionsalderen blev forhøjet første gang med et halvt år i 2019 til 65,5 år. For 65-69-årige udgjorde lønindkomstens andel af den samlede indkomst før skat således i 2013 i gennemsnit lidt under 20 pct. af den samlede indkomst før skat. I 2018 var lønindkomstens andel for de 65-69-årige steget til 24 pct. for i 2024 at udgøre knap 37 pct.
Stor forskel på mænd og kvinder i lønandelen for aldersgruppen 65-69 år
Der er forholdsvis stor forskel imellem kønnene, i forhold til hvor meget lønnen udgør af den samlede indkomst før skat for personer i aldersgruppen 65-69 år, når der sammenlignes med alle fuldt skattepligtige personer i alderen 15 år og derover. Således udgjorde lønindkomst 24 procent af den samlede indkomst før skat for mænd i aldersgruppen 65-69 år i 2013, hvor andelen for kvinder samme år kun udgjorde 14 pct. I 2024 var lønandelen vokset til 41 pct. for mænd og til godt 30 procent for kvinder i den aldersgruppe. Til sammenligning udgjorde lønandelen i gennemsnit 67 procent for mænd og 62 procent for kvinder for alle personer i alderen 15 år og derover.
Nyt fra Danmarks Statistik
19. september 2025 - Nr. 269
Hent som PDF
Næste udgivelse: 13. november 2025
Kontakt
- Uwe Pedersen, tlf. 23 72 65 69
- Jarl Christian Quitzau, tlf. 23 42 35 03
Kilder og metode
Indkomstulighed, herunder lavindkomst og relativ fattigdom beregnes på ækvivaleret disponibel indkomst. Den beregnes med udgangspunkt i familiens samlede indkomst efter skat og korrigeres for de stordriftsfordele, som der er ved at bo flere sammen.