Gå til sidens indhold

Antallet af fremmedadoptioner er faldet

Adoptioner 2015

Kun 107 børn blev i 2015 adopteret til forældre, de ikke kendte i forvejen, mod 139 børn i 2014. I 2009, som de seneste offentliggjorte adoptionstal er fra, blev 464 børn adopteret ved såkaldt anonym fremmedadoption - dvs. fire gange så mange som i 2015. I 2015 kom 98 af de fremmedadopterede børn fra udlandet, mens det i 2014 gjaldt 123 børn. Begge år kom de fleste udenlandske børn fra Sydafrika - 28 børn i 2014 og 25 børn i 2015.

Adoptioner efter adoptionstype

Flere stedfædre

622 børn blev i 2015 adopteret af enten en stedfar eller en stedmor. Dette er kun tre børn flere end i 2014, hvor 619 blev stedbarnsadopteret. Tallene dækker dog over en forskellig udvikling i kønsfordelingen blandt stedbørnsadoptanterne. Hvor antallet af stedfarsadoptioner steg med 26 pct., faldt antallet der blev adopteret af stedmødre til en tredjedel. Faldet i antal nye stedmødre skyldes, at medmødre ikke længere behøver at stedbarnsadoptere partners nyfødte barn fra januar 2015, hvis man boede sammen på undfangelsestidspunktet.

Stedbørnsadoptanter efter køn og barnets alder

Flest piger bliver stedbarnsadopteret

Blandt de stedbarnsadopterede i 2015 var der 37 pct. flere piger end drenge, mens der blandt de fremmedadopterede var der mere end dobbelt så mange drenge som piger. Kønsfordelingen i de øvrige adoptioner var mere lige. I alt blev 358 drenge og 414 piger adopteret i 2015.

Adoptioner efter adoptionstype og køn

De fleste stedbørnsadopterede er ikke børn

72 pct. af de stedbørnsadopterede i 2015 var over 18 år, mens hver tredje var over 30 år. I 2014 var der 119 børn, der blev adopteret som 0-årige, mens ingen 0-årige blev stedbarnsadopteret i 2015, som følge af nye regler for medmødre. Anderledes ser det ud for de fremmedadopterede børn, der alle var under ti år, og kun ganske få var over fem år på adoptionstidspunktet.

Ti kvinder fremmedadopterede et barn alene i 2015 - præcis samme antal som året inden.

Nyt fra Danmarks Statistik

20. september 2016 - Nr. 396

Hent som PDF
Næste udgivelse: 26. juni 2017

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken er baseret på indberetning af adoptioner fra Ankestyrelsen koblet med data fra befolkningsregisteret.

Vis hele teksten » « Minimer teksten