Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Kommentar til Politikens artikel om gaver til ansatte i Danmarks Statistik

Politiken bringer tirsdag d. 18. december en artikel med overskriften ”Privat gaveregn til statsansatte i Danmarks Statistik”. I den forbindelse fremlægger vi samme oplysninger, som vi har sendt til Politiken, så alle sagens detaljer er tilgængelige.

17. december 2018 kl. 22:14

Der i øjeblikket en verserende sag, hvor nogle få ansatte i Danmarks Statistik har modtaget præmier og deltaget i arrangementer af en karakter, der overskrider vores regler for modtagelse af gaver og andre fordele. Det tager vi yderst alvorligt, og sagen har derfor udløst sanktioner overfor medarbejdere. Sagen er endnu ikke helt afsluttet.

I de konkrete tilfælde er der tale om præmier og arrangementer som bilvask, rødvin, middage, musicals, go-cart-kørsel mv., som er arrangeret af en af vores større kunder, Geomatic. En oversigt over samtlige gaver og arrangementer følger herunder.

Sagen er kommet til vores kendskab i forbindelse med en aktindsigt fra Politiken. Aktindsigten handlede i første omgang om diskretionering ved salg af data. Politiken havde bedt om indsigt i ”al kommunikation med Geomatic fra 1. januar 2002 til dags dato”. I vores gennemgang af materialet dukkede der mails op om deltagelse i de pågældende arrangementer. Vi har i kommunikationen med Politiken valgt at være så åbne, som sagen tillader inden for de juridiske rammer, der gælder personalesager. Vi gjorde derfor selv Politiken opmærksom på, at vi har reageret på noget af det materiale, der blev udleveret som en del af aktindsigten.

En del af det fremsendte materiale til Politiken var fritaget for aktindsigt, men vi har benyttet os af meroffentlighedsloven og har udleveret, hvad der var muligt taget i betragtning, at der er tale om en personalesag. Når vi har valgte at gøre det, var det for at give Politiken et reelt indblik i sagens omfang og på den måde minimere rummet for spekulationer om noget større. Der er ikke på noget tidspunkt udleveret oplysninger om ansatte i Danmarks Statistik.

Vi har via en intern undersøgelse fastlagt, at der ikke har været nogen former for modydelser eller fordele i forhold til Geomatic. Det gælder både i forhold til priser og adgang til data.

Men da vi tager brud på vores regler om at modtage gaver eller andre fordele yderst alvorligt, får vi i øjeblikket juridisk bistand i forhold til at vurdere, om sagen i et enkelt tilfælde også har en strafferetslig karakter. I første omgang har kammeradvokaten ikke kunnet vurdere, om det er tilfældet, men for at være sikre har vi på kammeradvokatens opfordring valgt at få en yderligere vurdering gennem rigsadvokaten.

Der er tale om i alt 24 tilfælde, hvor medarbejdere i Danmarks Statistik i en periode på syv år fra 2009 til 2015 har deltaget i arrangementer eller har modtaget præmier i forbindelse med deltagelse i Geomatics årlige julekalendere. De 24 tilfælde er følgende:

2009:

  • 5 julekalenderpræmier a én guldvask til bil
  • 1 julekalenderpræmie a to flasker vin

2010:

  • 1 julekalenderpræmie a seks whiskyglas
  • 1 julekalenderpræmie a to flasker vin

2011:

  • 1 julekalenderpræmie a et vaskekort til bil
  • 1 julekalenderpræmie a en middag for to hos Geomatic samt to koncertbilletter
  • 1 julekalenderpræmie a kagegilde med foredrag på konditori La Glace

2012:

  • 1 deltagelse med ledsager i 10-års jubilæumsfest hos Geomatic
  • 1 julekalenderpræmie a middag og billet til musical
  • 1 julekalenderpræmie a middag med ledsager og billetter til koncert 

2013:

  • Deltagelse i kursus i vinsmagningsteknik
  • Deltagelse i fodboldlandskamp i DK med gæst
  • 1 julekalenderpræmie a to sæsonkort til forlystelsespark
  • 1 julekalenderpræmie a et kursus i vinsmagningsteknik 

2014:

  • Aftale om at bytte præmie a to sæsonkort til forlystelsespark med go-cart arrangement
  • 1 julekalenderpræmie a deltagelse i et klatrearrangement
  • 1 julekalenderpræmie a et servicetjek på cyklen

2015:

  • Deltagelse i middag og efterfølgende musical med ledsager
  • Deltagelse i ovennævnte go-cart arrangement
  • 1 julekalenderpræmie a et valgfrit fastelavnskostume fra BR
  • 1 julekalenderpræmie a sneskovl
  • 1 julekalenderpræmie a arrangement på konditori La Glace (ingen deltagelse)

Hvis du har spørgsmål til sagen er du velkommen til at kontakte afdelingsdirektør Carsten Zangenberg på 28 35 30 51 eller pressechef Helle Harbo Holm på 41 11 97 95.

Der er foretaget en mindre justering i pressemeddelelsen vedrørende kammeradvokatens rådgivning.