Gå til sidens indhold

Stigende svinepriser trodser overordnet prisfald på animalske produkter

Som eneste animalske produkt oplevede svin prisstigninger fra 2015 til 2016. Det skriver Danmarks Statistik i bogen Jordbrugets prisforhold 2016, der udkommer 11. april 2017.

11. april 2017 kl. 9:00

Stigningen for svineprisen var på 6 pct., mens mælkeprisen faldt 5 pct. i samme periode. Værst så det ud for priserne på pelsskind, der faldt hele 42 pct. fra 2015 til 2016.

Jordbrugets prisforhold 2016 handler om det primære jordbrugs priser og udviklingen i priserne. Publikationen indeholder bl.a.:

  • Priserne på de produkter, som landmændene og gartnerne sælger, og de produkter og tjenesteydelser, som de køber for at producere produkterne.
  • Bytteforhold i jordbruget, der beskriver forholdet mellem landbrugets indtægter og udgifter.
  • Mængdeudviklingen for et udsnit af landbrugets produkter.
  • En sammenligning med udvalgte EU-lande.

Jordbrugets prisforhold 2016 følger både priserne på de produkter, som landmændene og gartnerne sælger, og de produkter og tjenesteydelser, som de køber for at producere produkterne. Bogen beskriver også forholdet mellem disse priser - det såkaldte bytteforhold i jordbruget.

I bogen beskrives desuden mængdeudviklingen for et udsnit af landbrugets produkter. Det giver et bredere grundlag for at indikere den aktuelle økonomiske udvikling i jordbruget.

Endelig indeholder bogen en sammenligning med prisindeks for udvalgte EU-lande.

Fortsat forringet bytteforhold

En af bogens konklusioner er, at bytteforholdet for dansk jordbrug har været faldende. I 2016 lå det på indeks 88,6 mod 91,8 i 2015 og 97,4 i 2014. Det betyder, at forholdene for producenterne blev dårligere i 2016, end de var i 2015 og særligt 2014.

Prisstigninger på gartneriprodukter

I publikationen kan man yderligere læse detaljeret om priserne på forskellige produkter. Læs fx om lavere priser på de fleste animalske produkter, lavere priser på vegetabilske landbrugsprodukter og overvejende prisstigninger på gartneriprodukter.

Hvis du har yderligere spørgsmål til publikationen, er du velkommen til at kontakte Steffen Møllenberg på tlf.: 39 17 31 16 eller Mona Larsen på tlf.: 39 17 33 99.