Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Få de officielle tal for folke­tingsvalg 2015

10. juni 2015 kl. 9:00

På vegne af Økonomi- og indenrigsministeriet udarbejder Danmarks Statistik de officielle tal og resultatopgørelser af folketingvalget 2015. De offentliggøres på dst.dk/valg.

På siden kan du allerede nu finde vælgertal fordelt på alle afstemningsområder samt en beregning af, hvor mange førstegangsvælgere der er. Hjemmesiden er desuden blevet opdateret med kandidat-fortegnelser fordelt på alle partier og storkredse. Der er også offentliggjort kandidatstatistik, der indeholder oplysninger om kandidaternes fordeling på køn, alder og gen- eller nyopstilling.

Resultaterne fra valget offentliggøres løbende på valgaftenen og i dagene efter. Det kommer overordnet set til at foregå således:
 
• Et stort danmarkskort opdelt på de 92 opstillingskredse opdateres løbende på valgaftenen i takt med at resultaterne bliver indberettet fra opstillingskredsene.

• Stemmerne fordelt på hele landet, de tre landsdele og de ti storkredse opdateres ligeledes løbende hen over valgaftenen.

• Når alle resultater for en storkreds foreligger, offentliggøres fordelingen af storkredsens kredsmandater. Tillægsmandaterne kan først beregnes, når alle opstillingskredse i hele landet er indberettet. Herefter offentliggøres en samlet oversigt for alle mandaters fordeling på partier.

• Fra omkring middag dagen efter valget offentliggøres fintællingsresultaterne.

• Personlige stemmer opgjort på storkreds- og opstillingskredsniveau offentliggøres fra dagen efter valget. Når alle fintællingsresultater foreligger, kan man se, hvilke kandidater, der er blevet valgt via oversigten ’valgte kandidater og stedfortrædere’.
 
Få mere detaljerede oplysninger i vores introduktion til valgsitet eller på www.dst.dk/valg.

For yderligere oplysninger kontakt venligst Annemette Lindhardt Olsen tlf. 39 17 30 13, alo@dst.dk.