Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Rudersdal huser flest med høj indkomst

Hver anden person i Rudersdal Kommune nord for København bor i en familie med høj indkomst. Det viser publikationen Indkomster 2007.

24. september 2009 kl. 0:00

Rudersdal huser flest med høj indkomst

Har du adresse i Rudersdal Kommune, er sandsynligheden for, at du bor i en familie med høj indkomst, størst. Hver anden person i kommunen nord for København bor nemlig i en familie med høj indkomst, viser Danmarks Statistiks publikation Indkomster 2007, som udkommer i dag.

En person lever i en familie med høj indkomst, hvis indkomsten har været blandt de højeste 20 pct. i de seneste tre år.

Er din adresse derimod i København, er sandsynligheden for, at du bor i en familie med lav indkomst størst. Her bor hver ottende nemlig i en familie med lav indkomst.

Af andre interessante konklusioner i Indkomster 2007 er blandt andet, at:

  • i 2007 var den gennemsnitlige indkomst på 274.000 kr. Det er 12.000 kr. mere end året før - svarende til en stigning på knap 5 pct.
  • flere end 51.000 havde over 1 mio. kr. i indkomst i 2007
  • indvandrere fra ikke-vestlige lande havde en gennemsnitlig indkomst på 189.000 kr. mod 281.000 kr. for personer med dansk oprindelse
  • kvinder havde i snit lavere erhvervsindkomst end mænd. Den største forskel mellem kønnene optrådte i aldersgruppen 40-44 år, hvor mænd årligt havde 117.200 kr. mere i erhvervsindkomst end kvinder. En del af forskellen skyldes, at flere kvinder har nedsat arbejdstid
  • Gentofte Kommune nord for København havde den største gennemsnitlige indkomst med 474.000 kr., mens borgere i Lolland Kommune lå med den laveste indkomst på 229.000 kr.
  • personer med høj indkomst overtræder især færdselsloven, mens personer med lav indkomst mest begår indbrud.

Temapublikationen, der i år indeholder et særskilt afsnit om personer med høj og lav indkomst, er på 136 sider og koster 140 kr. Den kan købes i Danmarks Statistiks elektroniske boghandel på www.dst.dk/boghandel eller hentes gratis som pdf på www.dst.dk/publ/indkomster.

For yderligere oplysninger kontakt venligst specialkonsulent Birgitte Brøndum, tlf. 39 17 31 37, bbr@dst.dk.

Ansvarlig for siden

Presse