Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Langt færre dør i trafikken

14. november 2001 kl. 0:00

Fra 1986 til 2000 er antallet af personer, der dør i trafikken, faldet med 31 pct. I 1986 døde 723 personer i trafikuheld - i 2000 var antallet nede på 498. Samtidig er antallet af trafikuheld faldet med 34 pct. siden 1986. I 1986 skete der 11.170 trafikuheld - i 2000 var antallet faldet til 7.346. I samme periode er biltrafikken vokset med 59 pct., hvorimod niveauet for cykel- og knallerttrafikken var det samme i 2000 som i 1986. Det viser bogen Færdselsuheld 2000, som Danmarks Statistik offentliggør i dag.

Der dør også færre i trafikuheld, hvor én af de implicerede er spirituspåvirket. Siden 1986 er antallet af dræbte i spiritusuheld faldet med 48 pct., mens antallet af spiritusuheld er faldet med 44 pct.

Det er først og fremmest 18-19-årige mænd, der kommer galt af sted i trafikken, idet de har mere end fire gange så mange skader som gennemsnittet af befolkningen. De fleste færdselsuheld i 2000 skete i maj - her var der gennemsnitligt 23 uheld pr. dag, hvor gennemsnittet for hele 2000 var på 20 uheld dagligt. De fleste uheld sker i myldretiden om eftermiddagen fra kl. 15 til 16, og fredag er den farligste dag at færdes i trafikken. Om fredagen sker der i gennemsnit 24,8 uheld, mens søndag er sikrest med gennemsnitlig 15 uheld. Der sker flest trafikuheld i byområderne, men uheldene uden for byzone er langt alvorligere. 60 pct. af alle trafikuheld skete i 2000 i byområder, men to tredjedele af alle trafikdrab fandt sted uden for byzonerne.

Den største enkelte uheldssituation er eneuheld, som udgør 21 pct. af alle uheld. Det gælder også trafikuheld, hvor der er personer, der bliver dræbt. 23 pct. af alle trafikdrab sker ved eneuheld.

Færdselsuheld 2000 er på 144 sider og koster 232 kr. Den kan bestilles i Danmarks Statistiks internetboghandel på www.dst.dk/boghandel.

Vil du vide mere?
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Ansvarlig for siden

Presse